Klar fejl på AMK-vagtcentral ved 12-årigs død

Der skete en klar fejl på Region Hovedstadens AMK-vagtcentral i forbindelse med en 12-årig drengs død sidste år. Den konkluderer Patienterstatningen i en ny afgørelse, hvor det slås fast, at der skete en tilsidesættelse af de gældende retningslinjer og faglige standarder i forbindelse med visitationen på vagtcentralen.

Den tragiske episode fandt sted sidste efterår, efter at en 12-årig dreng blev fundet i en vejside, hvor han var faldet om. En forbipasserende ringede 112, men AMK-vagtcentralen i Region Hovedstaden vurderede, at der ikke var behov for at sende en ambulance. En anden forbipasserende kørte herefter drengen til nærmeste lokale sygehus.

Da drengen havde symptomer på alvorlig sygdom, søgte det lokale sygehus telefonisk rådgivning fra specialisterne på et større sygehus. Dette sygehus afslog at modtage drengen, men bad om, at han i stedet blev overflyttet til nærmeste sygehus med akutfunktion. Da han ankom til akutsygehuset, fik han foretaget en akut CT-skanning af maven, der viste en rift på legemspulsåren (aortadissektion) med blødning til maven og påvirkning af den ene nyre. Drengen blev herefter overflyttet til specialistafdelingen på det større sygehus, der oprindeligt havde afvist at modtage ham, med henblik på operation.

Han afgik ved døden to dage senere.

Der burde have været sendt en ambulance

Patienterstatningen har nu behandlet sagen, og konklusionen er, at der skete en klar tilsidesættelse af de gældende retningslinjer og faglige standarder i forbindelse med visitationen på AMK-vagtcentralen.

Der er i afgørelsen blevet lagt vægt på, at der ved den telefoniske henvendelse til vagtcentralen blev beskrevet symptomer, som gav mistanke om alvorlig sygdom. Den sundhedsfaglige visitator burde derfor have sendt en ambulance og sørget for, at den 12-årige var blevet indbragt til nærmeste akutsygehus. Dette ville have medført, at han var blevet undersøgt og opereret tidligere.

Patienterstatningen vurderer også, at det større sygehus, som gav telefonisk rådgivning, og som drengen endte med at blive overflyttet til, foretog en klart forkert vurdering i forbindelse med den telefoniske rådgivning. Dette medvirkede til, at operationen blev yderligere forsinket.

Tvivlsomt om patienten havde overlevet

Imidlertid mener Patienterstatningen også, at det er tvivlsomt, om den 12-årige ville have overlevet, hvis han var blevet opereret tidligere. Men da der er tale om en klar tilsidesættelse af de gældende retningslinjer på området, har Patienterstatningen dog vurderet, at det i den konkrete situation er rimeligt at lægge til grund, at drengen ville have overlevet, hvis behandlingen ikke var blevet forsinket.

”Vi lempede altså bevisbyrden for årsagssammenhængen mellem dødsfaldet og de skadevoldende handlinger og lod tvivlen komme boet til gode”, fortæller Patienterstatningen om baggrunden for, at der nu udbetales erstatning i sagen.

Annonce