Klagenævn: To regioner snød på vægten ved indkøb af uniformer

Foto: Henrik Brøns

I en ny kendelse retter Klagenævnet for Udbud en usædvanligt hård kritik mod Region Midtjylland og Region Hovedstaden, efter at klagenævnet har vurderet, at de to regioner snød på vægten i forbindelse med indkøb af uniformer til deres ambulancetjenester. Regionerne var fast besluttede på at indgå kontrakt med en bestemt leverandør, og derfor skal de nu betale en millionerstatning.

Sagen handler om indgåelse af en rammeaftale om indkøb af arbejdsbeklædning til ambulancetjenesterne i Region Midtjylland og Region Hovedstaden. Rammeaftalen blev sendt i udbud, men udbuddet måtte flere gange gå om. Udbuddet fik også på andre måder et meget usædvanligt forløb, og det har nu resulteret i en lige så usædvanlig kendelse fra Klagenævnet for Udbud.

Da udbuddet var gennemført og tilbuddene var indløbet, valgte de to regioner at udpege virksomheden Hoffmann Firmatøj som vinder. Det viste sig imidlertid, at tilbuddet fra Hoffmann Firmatøj på flere punkter var klart i strid med betingelserne i udbuddet.

Her ville den normale procedure være, at ordren så gik til det bedste af de tilbud, som levede op til udbudsbetingelserne. I den konkrete sag kom det tilbud fra den hidtidige leverandør, virksomheden Dansk Uniform. Dansk Uniform havde afgivet et tilbud, som var blevet evalueret til at ligge meget tæt på tilbuddet fra Hoffmann Firmatøj, men altså med den forskel, at Dansk Uniforms tilbud faktisk levede op til betingelserne i udbuddet.

De to regioner valgte imidlertid at aflyse udbuddet og lade det gå om.

Klagenævnet for Udbud annullerede efterfølgende regionernes beslutning om at aflyse udbuddet, ligesom klagenævnet annullerede den midlertidige kontrakt, som Region Midtjylland i mellemtiden – og højst usædvanligt – havde valgt at indgået med Hoffmann Firmatøj, selv om virksomheden altså var blevet diskvalificeret i udbuddet. Samtidig blev det fastsat, at Region Midtjylland skulle betale en sanktion på 100.000 kr. til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

I dag erkender regionerne da også, at deres annullering af udbuddet var usaglig og at det skete med en ukorrekt begrundelse.

Regioner havde ikke saglig grund til at fravælge leverandør

Den nye kendelse fra Klagenævnet for Udbud handler om spørgsmålet om erstatning efter regionernes ulovlige annullering af udbuddet.

Ganske opsigtsvækkende fastslår klagenævnet i kendelsen, at de to regioners overtrædelse af udbudsreglerne ”synes (…) båret af et fast ønske om at indgå kontrakt med netop Hoffmann Firmatøj A/S og en tilsvarende manglende vilje til at indgå kontrakt med den hidtidige leverandør, Dansk Uniform, som havde afgivet et konditionsmæssigt tilbud.”

”Den overtrædelse af udbudsreglerne, som klagen vedrører, angår i sin kerne regionernes manglende vilje til at indgå kontrakt med en bestemt tilbudsgiver, skønt dennes tilbud lå tæt på den udpegede vinders, og uden at regionerne på noget tidspunkt har påvist en saglig grund til vægringen”, skriver Klagenævnet for Udbud i kendelsen, hvor klagenævnet når frem til, at de to regioner har handlet ansvarspådragende overfor Dansk Uniform.

Region Hovedstaden og Region Midtjylland skal derfor betale 2,5 mio. kr. i erstatning til Dansk Uniform samt 30.000 kr. i sagsomkostninger.

Krav blev ændret i nyt genudbud

Rammeaftalen om arbejdsbeklædning blev i øvrigt i sommeren 2021 sendt i et nyt udbud.

I den nye udbudsrunde ændrede regionerne imidlertid på betingelserne, så der blev stillet nye krav til tilbudsgivernes økonomi. Disse nye krav kunne Hoffmann Firmatøj lige netop leve op til, men det kunne Dansk Uniform ikke. Samtidig mener Dansk Uniform, at regionerne ved genudbuddet fastsatte en række krav, som også i høj grad var tilpasset produkterne fra Mascot, som er Hoffmann Firmatøjs underleverandør.

Derfor kom det næppe som den store overraskelse, da udbuddet blev vundet af Hoffmann Firmatøj, som i mellemtiden efter en fusion har skiftet navn til Mammut Hoffmann. Dansk Uniform kunne på grund af de nye krav ikke afgive tilbud.

Regionerne endte således med at få den leverandør, som de ifølge Klagenævnet for Udbud havde “et fast ønske” om at få, omend det i bøder, erstatning og sagsomkostninger ender med at have kostet regionerne små 3 mio. kr. at nå dertil. Samtidig blev leverandøren valgt uden reel konkurrence, så det er uvist, om regionerne har fået den rigtige pris på arbejdsbeklædningen.

Annonce