Karup-området får nu en udrykningsbil, som hele døgnet kan rykke ud til alvorlige ulykker og sygdom i Karup Kommune. Ordningen er i sin form helt unik, da den bygger på et unikt samarbejde mellem Flyvestation Karup, Karup Kommune, Lions Club i Karup, Karup Borger- og håndværkerforening og Viborg Amt. Samarbejdet munder bl.a. ud i, at udrykningsbilen kan fungere døgnet rundt, bemandet med enten læger fra Flyvestation Karup eller brandfolk fra Karup Brandvæsen.
Udrykningsbilen er i dagtid på hverdage som hovedregel bemandet med læger fra Flyvestation Karup, mens den aften/nat og i weekender er bemandet med brandfolk fra Karup Brandvæsen. Der kan opstå situationer, hvor lægen vil være optaget af andet uopsætteligt arbejde på flyvestationen, og i de tilfælde vil brandfolkene bemande udrykningsbilen. Brandfolkene er uddannet i udvidet førstehjælp og kan anvende hjertestarter i tilfælde af hjertestop. Udrykningsbilen alarmeres sammen med nærmeste ambulance. Bilen er placeret på Flyvestation Karup eller i Karup by, og vil derfor som hovedregel nå frem før ambulancen og sikre behandling og førstehjælp indtil ambulancen når frem. Når udrykningsbilen er bemandet med brandfolk, vil den rykke ud til alvorlig ulykke, bevidstløse personer eller hjertestop. Ved bemanding ved læge vil udrykningsbilen også rykke ud til alvorlige sygdomstilfælde.
Udrykningsbilen igangsættes fra 2005. Ordningen er et forsøgsprojekt som løber over 3 år og indgår som en del af den præhospitale indsats i Viborg Amt.
Initiativet til Karup Udrykningsbil er i sin tid taget af Lions Club Karup, Karup Borger- og Håndværkerforening og Flyvestation Karup på baggrund af positive erfaringer fra en lignende ordning på Flådestationen i Frederikshavn. Parterne har engageret afsøgt mulighederne for at etablere en præhospital ordning i Karup og mange aktører er involveret. Lions Club i Karup donerer en bil til ordningen, mens Karup Borger- og håndværkerforening vil søge sponsorater, som kan sikre købet af en ny bil, når den nuværende er forældet. Flyvestation Karup afholder udgifter til etablering på ca. 50.000 kr. og dækker samtidigt lægebemanding af udrykningsbilen og sørger for relevant uddannelse af brandfolk. Karup Kommune støtter ordningen med et tilskud på 70.000 kr. til etablering, og dækker samtidigt driftsudgifter til brandfolk. Viborg Amt afholder etableringsudgifter på 65.000 kr, og afholder de årlige driftsudgifter på op til 50.000 kr.
“Jeg glæder mig meget over denne ordning. Karup-området er et af de områder, som vi i amtets sundhedsudvalg har haft særlig fokus på, fordi det tager lang tid for en ambulance at køre derud. Jeg synes parterne har vist meget flot initiativ og det munder så ud i en rigtig god ordning. Karup Udrykningsbil vil øge trygheden i området og sikre, at Karup-borgerne får en hurtig hjælp indtil ambulancen når frem”, siger Aage Koch-Jensen, sundhedsudvalgsformand for Viborg Amt.
“Jeg er utrolig glad og stolt af at kunne være med til at etablere Karup Udrykningsbil og derved forbedre servicen for vores borgere, hvis ulykken er ude. Jeg glæder mig meget over det store engagement og initiativ lokale kræfter har vist for ordningen, og det gode samarbejde vi har haft med flyvestationen og Viborg Amt”, siger borgmesteren i Karup Kommune, Kjeld Merstrand.
“Som en af initiativtagerne er jeg utrolig glad for at det efter næsten 2 års arbejde endelig er lykkedes at få bilen etableret. Jeg glæder mig over, at borgerne i Karup Kommune nu kan opleve, at hjælpen når hurtigere frem både ved alvorlig sygdom og ved ulykker. En stor tak skal lyde til alle der har vist forståelse, interesse og engagement i denne sag. Vi håber at erhvervslivet vil tage godt imod os når vi i løbet af den nærmeste fremtid henvender os og anmoder om sponsorstøtte for at sikre ordningens fremtid”, siger formanden for Karup Borger- og håndværkerforening, Frank Larsen.