Ambulancelæger, der vælger ikke at rykke ud til hjertestop, hvis patienterne er gamle, og som muligvis overtræder reglerne om journalføring, ikke kan finde ud af at starte lægebilerne og måske med vilje kører langsomt for ikke at komme først frem til skadestedet. Sygeplejersker, der fejlvurderer patienternes tilstand og går i panik, hvis der er mange tilskadekomne. Frustration, forvirring og uklarhed om ansvarsforholdene. Det er blot dele af den kritik, som fremføres i en ny undersøgelse af det præhospitale beredskab i Vestjylland – en undersøgelse, som tyder på, at der hersker noget nær kaos i beredskabet, og at det kan have kostet liv.
Undersøgelsen af det præhospitale beredskab i det gamle Ringkøbing Amt – der nu hedder Den Præhospitale Enhed i Vest (DPE) – er igangsat efter lang tids kritik fra både fagfolk og borgere. Kritikken har skabt tvivl om, hvorvidt beredskabet i Vestjylland har samme standard som i resten af Region Midtjylland.
Regionen nedsatte derfor i foråret et særligt auditpanel, som består af en række læger fra forskellige del af regionen samt – som ekstern deltager – direktøren for det præhospitale beredskab i Region Hovedstaden. Der er indhentet store mængder dokumentation i form af journaler, døgnrapporter og lignende, ligesom fire sygeplejersker og fire ambulancebehandlere er blevet interviewet. Desuden er 30 konkrete cases blevet gennemgået.
Problematisk struktur
Udgangspunktet for kritikken af det vestjyske beredskab har været den helt særlige struktur, som ikke findes andre steder i regionen – eller i landet.
I Vestjylland anvendes således et antal akutbiler, som bemandes med en ambulancebehandler og en anæstesisygeplejerske. Desuden er der i Herning og Holstebro lægebiler, som – indtil videre – bemandes med læger, der samtidig har vagt på sygehusene. Lægerne kører som det eneste sted i landet selv bilerne, noget der ellers kun kendes fra praktiserende lægers udrykningsordninger. Hvis lægen efter ankomsten til patienten vælger at køre med ambulancen for at behandle patienten undervejs mod sygehuset, skal lægebilen afhentes af en ladvogn fra Falck og bringes tilbage til sygehuset.
Det er Region Midtjyllands AMK-vagtcentral i Aarhus, som disponerer beredskabet. Efter indførelsen af disponeringsværktøjet Dansk Indeks kan man imidlertid ikke anvende de tre niveauer i beredskabet, fordi Dansk Indeks kun giver mulighed for at supplere ambulancen med én anden enhed. Det er således ikke muligt at sende akutbilen med i nogle tilfælde og akutbil og lægebil i andre. I de tilfælde, hvor der er behov for at supplere ambulancen, alarmerer vagtcentralen derfor i dag både akutbil og lægebil, men kritikken er blandt andet gået på, at lægerne tit undlader at rykke ud til relevante alarmer.
I maj 2011 indførtes den såkaldte konferencemodel i de situationer, hvor både akutbil og lægebil blev kaldt ud. Modellen indebar, at sygeplejerske og læge konfererede om, hvorvidt det var nødvendigt for lægen at køre med ud. Den ordning førte til en række konflikter mellem AMK-vagtcentralen og DPE, fordi der reelt blev indført en dobbelt visitation af alarmerne: Først vurderede AMK-vagtcentralen, at der var behov for en lægebil, og derefter vurderede sygeplejerske og læge i DPE, om de var enige.
I september 2011 blev modellen så ændret, således at lægerne skulle rykke ud til alle alarmer i dag- og aftentimerne, mens sygeplejerskerne om natten skulle vurdere, om lægen skulle alarmeres. Ikke desto mindre viste tallene, at lægerne i Herning og Holstebro stadig kun kørte i omkring halvdelen af de tilfælde, hvor vagtcentralen alarmerede dem. Kun ved 28 procent af alarmerne ved der korrekt afgang, mens afgangen i 19 procent af tilfældene var for langsom (over 4 minutter). Og ved 52 procent af alarmerne kørte lægerne ikke.
I perioden blev samarbejdsproblemerne mellem AMK-vagtcentralen og DPE forværret, og fra november 2011 blev AMK-vagtcentralen ikke længere informeret om, hvorvidt lægen kørte med på en opgave. Sygeplejersken meldte i stedet, at lægen stod ”standby”. Dermed fik AMK-vagtcentralen ikke at vide, om lægen valgte at køre på opgaven, og AMK-vagtcentralen kunne derved ikke vurdere, om der skulle sendes en anden lægebil.
Hård kritik fra ambulancebehandlere
Som nævnt er fire ambulancebehandlere og fire sygeplejersker blevet interviewet som led i undersøgelsen. ”Overordnet må man konkludere, at de to faggrupper var påvirket og farvet af debatten omkring hvor vidt sygeplejerskebemandede akutbiler skal erstattes med paramedicinere. Interviews gav dog alligevel et billede af, hvordan DPE-ordningen fungerer i dagligdagen”, fremgår det af undersøgelsen.
Ambulancebehandlerne beskriver i deres interviews, hvordan det i øjeblikket er både akutbil, lægebil og primærambulance, der kører ud, nogle gange suppleret med helikopter – og at det kan virke meget voldsomt, at så mange folk møder op til en patient.
Vi har valgt at gengive hele beskrivelsen af interviewene med ambulancebehandlerne:
”Det giver frustration og forvirring omkring patienten, når tre forskellige personer/hold kommer og stiller de samme spørgsmål. Der går tit ged i styringen, og de tre aktører er ikke uddannede til at supplere hinanden. Sygeplejersker og ambulancebehandlere uddannes ikke efter samme koncept. Ambulancebehandlere bruger max. 10 minutter til at komme af sted med en kritisk patient, resten ordnes under transporten. Sygeplejerskerne kan bruge op til 30 minutter inden afgang. Sygeplejerskerne vil meget gerne til, og går ofte ind og laver de ting som ambulancebehandlerne plejer at gøre. Fraset få typer medicin og intubation, er der ikke meget at sygeplejerskerne kan, som ambulancebehandlerne ikke kan.
I Herning er det ingen hemmelighed, at samarbejdet mellem DPE og Falck ikke fungerer så godt. De oplever også, at samarbejdet med helikopter fungerer dårligt.
Ambulancebehandlerne oplever en faglig utilfredshed, pga. den dårlige styring, og oplever at patienterne i Vest får en dårligere behandling end i resten af regionen. Der opstår en del fejl og uhensigtsmæssigheder, fordi man er i tvivl om, hvem der skal vurdere og styre i situationen.
Ambulancebehandlerne oplever, at sygeplejersken meget hurtigt ringer til akutlægen efter ankomst til adressen. Nogle gange så hurtigt, at patienten ikke er tilset, inden der ringes. Det virker som om, primært fokus ved ankomst er at få lægen afmeldt, hvis det er tilfældet. Ambulancebehandlerne savner at fokus i stedet var på patienten.
De oplever nogle gange, at lægen når helt frem til adressen, men at sygeplejersken blot vinker til lægen, hvorefter denne kører igen uden at se patienten.
Det opleves, at sygeplejersken bruger meget tid på at ringe til læge og visitation, og at det forsinker afgang fra adressen. Ambulancebehandlerne ser ikke sygeplejerskerne benytte et headset, men de står med telefonen i hånden, og har derfor kun en hånd på patienten. Endvidere vil sygeplejersken ofte gerne optage journal på adressen, frem for i bilen, som ambulancebehandlerne gør. De vil ofte også gerne optage journal på alle patienter på et skadested, frem for blot på den patient, der skal køres med. De vil gerne have målt værdier og lagt venflon inden afgang, hvilket redderne normalt gør under kørslen. Ambulancebehandlerne oplever, at meget vigtig tid går tabt ved disse forsinkelser (op til 15 minutter).
Det er næsten altid sygeplejersken, der kører med i ambulancen, og lægen kører sin egen bil bagved, og kan hoppe ind i ambulance ved behov.
Det faktum at lægebilen ofte er sat ud af drift i flere timer, hvis den skal afhentes af Falck, er i høj grad med til at påvirke driften (der kan gå op til 60 minutter, inden bilen afhentes). Hvis lægen er med i ambulancen, forbliver sygeplejersken der også, hvilket giver et problem med pladsmangel. Ambulancebehandler kan ikke undværes i bårerummet, da sygeplejerske og lægen ikke selv kan finde det udstyr, der er behov for.
Når akutbilen kører alene, kan sygeplejersken ofte opfylde de krav, som de fleste patienter har behov for. Ambulancebehandlerne mener, at de fleste af disse krav også kan opfyldes af ambulancebehandlere.
Ved flere tilskadekomne oplever ambulancebehandlerne, at sygeplejerskerne ofte kommer til kort. Det virker til, at de ikke er trænet i organisering af hjælpen på skadestedet, som at standse ulykken, få overblik og tilkalde tilstrækkelig yderligere hjælp. I stedet går de ofte i gang med én patient, eller begynder at optage cpr-numre på de involverede personer. Nogle sygeplejersker går i panik ved mange tilskadekomne, fokuserer på meldingen og får skyklapper på. Også nogle af lægerne kan miste overblikket i disse situationer, og ikke alle mestrer KOOL-læge (koordinerende læge)-funktionen lige godt.
Lægerne er ikke vant til at komme først, og de mangler ofte hænder, fordi de kører alene, hvis de når frem først. Derfor oplever ambulancebehandlerne til tider, at lægebilen er lidt længere tid end forventet om at nå frem. Endvidere er det set, at sygeplejersken og endda lægen kan finde på at trække sig lidt tilbage under hjertestopsbehandling.
Det faktum at lægen kører alene i bilen skaber også problemer. Trods at de bliver køreteknisk uddannet, er de hårde ved bilerne, og bilerne går ofte i stykker. Nogle gang kan lægen ikke komme af sted, fordi lægen ikke er klar over at bilen ikke kan starte, før strømstikket er trukket ud.
Lægerne kan have problemer med at finde vej, både fordi de selv skal navigere, men også fordi de ofte forstyrres af opkald under kørslen. Tilmed kan lægerne have vagt fra fredag til mandag, og lægebilen bliver nogle gange nedlagt om natten, fordi lægen må sove. Det er bekymrende at vide, når de kører så stærkt.
Ambulancebehandlerne finder, at alt for mange patienter kommer med ind på sygehuset, fordi sygeplejersken ikke kan afslutte behandlingen, som en læge ville kunne.
Før 1. februar 2012 kørte lægerne sjældent med til hjertestop. Det gør de nu, og ambulancebehandlerne oplever, at der sker langt mere, end da det kun var sygeplejersken, der kørte ud. Lægerne handler mere og har simpelthen flere kompetencer og tager flere beslutninger. Før var det et forsinkende led, at man skulle vente på lægen frem for at køre.
Alle ambulancebehandlere oplevede, at akutbilen var et tidsforsinkende led. Der bliver brugt unødig tid på journalskrivning, og meget tid på telefonkonference. Lægen mangler i ambulancen, fordi han skal køre bilen bagved. Uddannelserne supplerer ikke hinanden og det skaber forvirring. Sygeplejerskerne og ambulancebehandlere har stort set de samme kompetencer.”
Sygeplejersker er positive overfor DPE-ordningen
De fire interviewede sygeplejersker har derimod en helt anden vurdering af DPE-ordningen end ambulancebehandlerne. Også her gengives beskrivelsen af de gennemførte interviews uforkortet:
”Akutbilsordningen består af to vagthold på hver 23-25 anæstesisygeplejersker. Det ene hold kører Herning og Tarm, det andet Holstebro og Ringkøbing. Når akutbilen kører ud, er der altid fire personer til stede, da der foruden sygeplejerske og redderen, der kører bilen, også kommer to reddere med primærambulancen.
Samarbejdet med Falck er overvejende godt. Sygeplejersker og reddere kender hinanden godt, og de ved, hvad hinanden kan.
Overlæge Lars Blom har hele tiden fungeret som ankermand for ordningen. Han har været ansvarlig for undervisning og temadage samt de praktiske forhold. Der gøres meget ud af debriefing efter alvorlige hændelser. I dagligdagen fungerer meget af dialogen i vagten samt ved vagtskifte, og der bliver gjort meget ud af uddannelse.
Ved telefonopkald er der mulighed for at bruge headset, så sygeplejersken har hænderne fri, ellers beder hun redderen ringe op, så hun kun holder telefonen, når der er opnået kontakt til lægen. Alle nødvendige telefonnumre er indkodet i telefonen. Sygeplejerskerne oplever ikke, at der tabes tid på grund af opringninger.
Når akutbilen kører ud, overtager en anden sygeplejerske vagten. Dvs. skal sygeplejersken med på transport til f.eks Skejby, træder en anden sygeplejerske til, som også kan køre med akutbilen. Det lader til, at det nogle gange forvirrer AMK en smule, at der kan være to sygeplejersker til rådighed.
Der opleves kommunikationsproblemer med AMK-vagtcentralen, og sygeplejerskerne har til tider følt sig chikaneret af de tekniske disponenter på AMK-vagtcentralen. De har oplevet, at de tekniske disponenter ikke har haft ordentligt kendskab og forståelse for den konferencemodel, som der var aftalt i Vest.
Efter AMK-vagtcentralen indførte sundhedsfaglig visitation, er der blevet sorteret mere i turene. En del overflødige ture bliver sorteret fra. Der er også færre regulære ambulancekørsler. Den 6. juni 2011 blev der af DPE’s leder udarbejdet en vejledning med skærpede kriterier for, hvornår akutlægen skulle kaldes med ud. Sygeplejerskerne oplevede dog, at denne ikke blev respekteret fra AMK’s side.
Sygeplejerskerne finder, at Dansk Indeks er godt for AMK-vagtcentralen, der skal disponere, men i Dansk Indeks er der ikke mulighed for at disponere en sygeplejerske-akutbil, men kun lægebil eller paramediciner. Efter indførsel af Dansk Indeks i februar 2012 er ordningen forandret, fordi lægebilen nu sendes med ud hver gang i selskab med akutbilen.
De interviewede sygeplejersker havde aldrig oplevet, at de ikke kunne få fat i akutlægen. De havde heller ikke oplevet, at lægen ikke ville køre ud, hvis de anmodede om det. Hvis akutlægen ikke vil køre med ud, så er det fordi sygeplejersken ikke har formuleret sig klart.
Under konferencemodellen ringede sygeplejersken altid til akutlægen i forbindelse med afgang. Der var dog en aftale om at spare lægen om natten, således at man om natten ikke ringede til lægen med helt banale ting, som for eksempel tilfælde med lavt blodsukker eller fulde mennesker.
Nogle gang kan akutlægen have problemer med at forlade sygehuset pga. bemandingsproblemer og må i disse tilfælde nedlægge lægebilen og nøjes med at støtte akutbilen telefonisk. Sygeplejerskerne oplever, at AMK-vagtcentralen kan have svært ved at forstå, at disse situationer kan opstå.
En instruks med disponeringsvejledninger beskriver de sager, som akutbilen kan køre ud til alene. Det kan f.eks. være fleregangsfeberkramper hos børn på over et år. Ofte er kramperne ovre, når de når derud, og de skal blot tilses af en læge efterfølgende. Såfremt dette er muligt, arrangeres det med egen læge eller en vagtlæge. De oplever, at det er nemt at få fat på egen læge pr. telefon. Ved tvivl i forhold til disponeringsvejledningen kontaktes akutlægen altid.
Sygeplejerskerne oplever, at især transporter til Skejby med STEMI patienter fungerer rigtigt godt. Det er altid sygeplejersken, der ledsager disse patienter. Såfremt patienten bliver dårlig under turen, har de mulighed for at få backup af en akutlæge hele vejen, da de også får støtte fra Silkeborgbilen og Århusbilen.
Når akutbilen kører ud til hjertestop, oplever de tæt kontakt med akutlægen og evt. hjertemedicinsk vagthavende. Hjertelægen ordinerer den nødvendige medicin, såfremt patienten overlever.
Sygeplejerskerne oplever ikke, at akutlægen ikke vil køre med ud til hjertestop, men ofte skønner de i fællesskab på meldingen, om lægen vil kunne gør en forskel, dvs. om der skønnes at være mulighed for at redde patienten. Lægen kører altid med ud ved yngre mennesker og børn. DPE oplever det ikke som lang tid, de må vente på at lægen når frem, når de står alene med et hjertestop, da de har deres instrukser at gå efter.
Ved hjertestop må sygeplejersker gerne intubere. Ud over ved hjertestop er det yderst sjældent, at DPE intuberer ved force majeure. ”Det er ikke noget vi gør, men det er noget vi kan”. Sådanne ture markeres med en rød prik, og journalen går til DPE’s leder, som gennemgår sagen.
Sygeplejerskerne skriver journal på patienterne, også når akutlægen er med. Man kan ikke se i journalen, om lægen er kørt med ud primært, eller efter anmodning fra sygeplejersken, man kan heller ikke se, hvem, der har gjort hvad.
Alle de interviewede sygeplejersker følte sig trygge med ordningen og oplevede at få den hjælp og støtte fra akutlæge, som de havde brug for.”
Audit viste alvorlige problemer
Udover interviews er der som nævnt gennemført en audit af 30 cases, og den peger på en række alvorlige problemer i beredskabet.
Blandt de mere basale problemer er, at flere af de undersøgte cases har vist, at der mangler retningslinjer for, hvornår en patient skal ledsages under transporten – og af hvem.
Det konstateres også, at akutbil og lægebil i flere tilfælde har været adskillige minutter forsinkede i afgangen, uden at årsagen dog har kunnet identificeres. I nogle tilfælde er lægebilen afgået sent til selv alvorlige meldinger, men fordi lægerne kun har en sparsom journalføring, kan årsagen ikke findes. I en case kørte akutbilen lige forbi et skadested på vej til hospitalet for at hente den vagthavende sygeplejerske.
Af de 30 cases var der seks tilfælde, hvor vagthavende læge ikke kørte til en melding om hjertestop. Desuden var der to hjertestop, hvor lægen afgik for sent. Her konstaterer auditpanelet, at deres indtryk er, at lægen undlader at rykke ud, hvis patienterne er gamle eller afstanden er stor – eller hvis der er tale om et hjertestop tæt på hospitalet. Ifølge panelet burde lægen være rykket ud til samtlige hjertestop.
I det hele taget kritiseres det, at sygeplejersker og læger i flere tilfælde på et utilstrækkeligt grundlag har besluttet, at lægen ikke skulle køre. ”Man ved, at man ud fra meldingen sjældent kan vurdere, hvor alvorlig situationen er på skadestedet. Det er svært for personalet i AMK-vagtcentralen, der sidder med indringer i røret, at afgøre, og det må nærmest være umuligt at kunne afgøre ud fra en beskrivelse på én linje tekst, modtaget på radio”, skriver panelet. Panelet skønner i flere tilfælde, at det blot på den korte melding på radioen ikke var forsvarligt at undlade at køre, i andre cases lød meldingen måske ikke så alvorlig, men med den viden, at man ud fra indringers oplysninger ikke altid kan vurdere alvorligheden af situationen, burde lægen være kørt på mistanken.
Når det gælder behandlingen på stedet, mener panelet, at hjertestopsbehandling stoppes lidt for hurtigt, således at den afsluttes hurtigere, end der anses for god klinisk standard.
Uheldige instrukser fra DPE-chef
Et særligt problem er, at kommunikationen mellem AMK-vagtcentralen og de præhospitale enheder er dårlig. I en del cases får vagtcentralen således ikke at vide, at lægen er rykket ud, og det er ifølge auditpanelet ”meget uheldigt”, fordi vagtcentralen dermed ikke ved, hvilke enheder, der er optagede og ledige.
Panelet kritiserer også en instruks fra lederen af DPE, som blev indført, uden at AMK-vagtcentralen blev informeret. Instruksen gik ud på, at sygeplejersken skulle melde tilbage til AMK, at lægen stod standby, hvis han ikke kørte med ud fra start. Det skulle forhindre vagtcentralen i at sende fremmede lægebiler, men det forhindrede også vagtcentralen i at have overblik over disponible biler – og sikrede ikke patienten den hjælp, vedkommende skal have ifølge Dansk Indeks. Instruksen blev kun brugt i kort tid.
Lederen af DPE får også hård kritik for en instruks om, at sygeplejersken kun måtte konferere med lægen om natten under skærpede omstændigheder. Derved blev det sygeplejerskens ansvar ud fra den korte melding på radioen at vurdere, om der var behov for at lægen kørte med. ”Auditpanelet fandt denne aftale meget uhensigtsmæssig”, skriver panelet.
Omvendt kritiseres vagtcentralen også for at give uklare meldinger til de præhospitale enheder, hvilket særligt er et problem, når lægerne skal vurdere, om de skal rykke ud. Desuden konstateres det, at der ofte er uoverensstemmelse mellem de tilbagemeldinger, som sygeplejerskerne har givet til vagtcentralen, og de data, som kan konstateres om positionen via GPS. Også kommunikationen mellem sygeplejerske og læge giver problemer, og i flere tilfælde har sygeplejerskerne ikke fulgt retningslinjerne for telefonisk støtte fra lægen ”med et uheldigt forløb til følge”, som det udtrykkes.
Sygeplejersker ude af stand til at vurdere behov for lægestøtte
Det kritiseres også, at sygeplejersker i flere tilfælde har afmeldt lægebilen, inden sygeplejerskerne selv var fremme – altså alene baseret på meldingens ordlyd eller på en melding fra ambulancen. Ifølge autipanelet har det i flere cases vist sig, at den vurdering, som førte til afmelding, ikke var korrekt, og at der altså rent faktisk var brug for lægen.
I det hele taget er der hård kritik af sygeplejerskerne. ”Det blev i flere cases fundet, at sygeplejersken ikke var i stand til at vurdere, hvornår der var behov for lægestøtte. Der blev undladt at sende bud efter lægen ved alvorlig sygdom, og der blev set flere eksempler på fejlvurderinger fra sygeplejerskernes side, især i situationer, hvor de lavede diagnostik”, skriver panelet.
”I to cases blev der fundet, at der ikke blev givet modgift, der kunne have været livreddende på skadestedet, grundet sygeplejerskernes manglende kendskab til disse. Havde lægen været med, ville modgiften blive givet på skadestedet, og ikke først ved ankomst til hospitalet”, skriver panelet videre, hvorefter de konstaterer, at sygeplejerskerne i flere cases har undladt intubation (lufttube til sikring af vejrtrækning), der burde have været foretaget på skadestedet på meget dårlige patienter. I en case var det en læge, der havde undladt at intubere. ”Auditpanelet fandt dog, at det var acceptabelt at sygeplejerskerne ikke udførte disse vanskelige og risikofyldte intubationer, som de ikke har autorisation til at udføre uden tilstedeværelse af anæstesilæge. Man fandt dog, at der i disse situationer burde have været kaldt assistance fra lægen”, skriver panelet.
Konklusion: DPE-ordningen hænger ikke sammen
Auditpanelet konkluderer, at DPE-ordningen ikke længere hænger sammen, og at Samkøringen af DPE og den nye AMK-vagtcentral har været en rigtig dårlig proces og bærer præg af mangelfuld kommunikation fra begge sider.
Om sygeplejerskernes rolle skriver panelet i sin konklusion: ”DPE-sygeplejerskerne står vanskeligt. De mangler nogle af reddernes kompetencer på skadestedet, og de har ikke lægens kompetencer til diagnostik og lægens handlekompetence. Sygeplejerskerne er heller ikke uddannet til at træffe de beslutninger, som for eksempel paramedicinere er trænet i. Der hviler derfor et meget stort ansvar på sygeplejerskerne. Ved audit har det i mange cases været klart, at sygeplejerskernes kompetencer i forhold til at kunne vurdere situationen ikke har været tilstrækkelige. De er ikke klædt på til at kunne vurdere patienterne, der ofte fejler flere ting samtidig. Meget vigtig tid har været brugt på telefonopkald, og det har taget fokus fra patienten. Auditpanelet stiller spørgsmålstegn ved, om det er korrekt at sygeplejerskerne ikke har følt sig alene, når de ofte har stået alene i 20 minutter med en patient med hjertestop”.
Om lægernes rolle konkluderer panelet: ”DPE-ordningen har ikke haft vilkår, der har gjort det muligt at løfte den opgave, der blev stillet. Det har været uhensigtsmæssigt, at lægerne har dækket vagt to steder. Man kunne ved audit få indtryk af et anelse lavere engagement ved de læger, der kører i DPE, end man ser på de øvrige lægebiler i regionen. Det kan være svært at være dybt engageret, når man passer to opgaver sideløbende. Auditpanelet finder det uhensigtsmæssigt, at lægen selv har kørt lægebilen. Det har været en stor opgave både at skulle finde vej, tale i telefon med sygeplejersken og betjene radioen under udrykning. Det har været årsag til en række betydelige radiofejl, der har gjort det svært for AMK-vagtcentralen at have overblik over, hvor bilen befandt sig. Man har i DPE valgt ikke at føre en selvstændig lægelig journal, hvorfor der mangler en del oplysninger. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om lægerne i DPE har opfyldt deres juridiske forpligtelse til at føre journal med den fælles DPE-journal”.
Panelet skriver også, at man i nogle cases kan spore en manglende accept af konferencemodellen fra AMK-vagtcentralens side. Lydlogs har således været præget af en tone med manglende tillid fra de tekniske disponenters side.
Den samlet vurdering af de undersøgte cases er, at nogle af patienterne ikke fik den optimale behandling. Det vurderes dog, at der i de 30 cases, der blev auditeret på, ikke var egentlig svigt eller fejl, som kan danne grundlag for erstatningssager.
Egentlige lægebiler og pramedicinerambulancer som alternativ
Panelet har også en anbefaling til den fremtidige struktur: ”Der var enighed i auditpanelet om at rene lægebiler, der visiteres efter Dansk Indeks, uden tvivl er en bedre præhospital løsning. Så snart andre biler er med i ordningen, følger der vurderinger med, og det skaber en svaghed i systemet. Ligeledes er samtidig udrykning af både lægebil, akutbil og ambulance unødvendigt til opgavevaretagelsen. Hvorvidt antallet af opgaver er tilstrækkelige til at begrunde en ren lægebilsordning som i de øvrige dele af regionen, er uden for auditpanelets opgave at vurdere. Hvis auditpanelet skal pege på en anden løsning, var panelet overvejende enige om, at en løsning med paramedicinere i primærambulancen støttet af en lægebil kunne være en mulighed. Det ville kræve klare retningslinjer for, hvem der kan afmelde lægen og på hvilke kriterier. Det bør være helt klart for alle, hvem der kører til hvad. Lægen bør ikke køre alene i bilen.”
Afdelingschefen for Kvalitet og Sundhedsdata i Region Midtjylland, cheflæge Hans Peder Graversen, afslutter med følgende konklusion: ”Den præhospitale ordning i vest bør derfor ændres i overensstemmelse med de ordninger, der fungerer i resten af regionen. Helt konkret skal den sundhedsfaglige konferencemodel ophøre, den enmandsbetjente lægebil bør ændres til lægebil med ambulancebehandler som chauffør. Akutbilerne betjent af sygeplejersker har dermed ikke nogen plads i en ændret ordning for Herning og Holstebros vedkommende. Fremtiden for akutbilerne i Ringkøbing og Tarm bør vurderes i lyset af, at der i disse områder er afstande, der udgør en særlig udfordring”.
I praksis er anbefalingerne dog allerede ved at være en realitet. Region Midtjylland har således tidligere besluttet, at lægebilen i Herning skal ændres til en traditionel lægebil, der bemandes med en ambulancelæge, som ikke har andre opgaver, og en ambulancebehandler. Når den nye ordning træder i kraft, nedlægges den sygeplejerskebemandede akutbil i Herning.
Tirsdag besluttede regionen så, at samme model indføres i Holstebro, hvor akutbilen også nedlægges. I Holstebro er der tale om en midlertidig ordning indtil årsskiftet.
