Er det muligt at bruge de mange overvågningskameraer, som er opstillet i Danmark, til at give bedre hjælp ved hjertestop? Det skal et nyt forskningsprojekt undersøge. Baggrunden er, at simulationsstudier har vist, at vejledningen ved 112-opkald bliver bedre, hvis de sundhedsfaglige medarbejdere, som tager imod opkaldet, kan se personen i den anden ende af røret og de umiddelbare omgivelser.
Læge og forsker Gitte Linderoth fra Den Præhospitale Virksomhed i Region Hovedstaden har modtaget godt 356.00 kr. fra TrygFonden. Donationen går til et projekt, der vil undersøge, om vejledningen af de personer, som ringer 112, kan blive endnu bedre.
Tiden er knap, når en person falder om med hjertestop. Altafgørende for personens overlevelse er, at der hurtigt bliver ringet 112, at der hurtigt igangsættes hjerte-lungeredning, og at der hurtigt bliver hentet og brugt en hjertestarter. Simulationsstudier har vist, at 112-vejledningen bliver bedre, hvis de sundhedsfaglige visitatorer, som tager imod opkaldet, kan se personen i den anden ende af røret og de umiddelbare omgivelser.
Mange steder i det offentlige rum er opsat overvågningskameraer, og forskningsprojektet vil undersøge, hvilken viden videoovervågning af rigtige hjertestop kan give de sundhedsfaglige visitatorer, når de skal håndtere alarmopkaldet. Dette vil ske via interviews af sundhedsfaglige visitatorer, som ser overvågningsvideoer af hjertestop, hvor de har varetaget alarmopkaldet. Formålet er at gøre 112-vejledningen endnu bedre samt undersøge de teknologiske muligheder for på sigt at bruge overvågningskameraer i det offentlige rum til at erkende hjertestop og i sidste ende redde liv.