I Region Midtjylland varetages ambulancekørslen af tre forskellige ambulanceoperatører. Men der er en kæmpe forskel på, om de tre tjenester er i stand til at bemande det aftalte antal ambulancer. Regionens egen ambulancetjeneste skiller sig ud med en markant højere nedetid end de to private operatører, Falck og Samsø Redningskorps.
Region Midtjylland har de seneste år hjemtaget en stor del af ambulancetjenesten, der nu drives af regionens egen ambulanceoperatør, som er en del af Præhospitalet. Falck driver dog fortsat en væsentlig del af ambulancetjenesten, mens Samsø Redningskorps varetager opgaven på Samsø.
Generelt er de danske ambulanceoperatører i øjeblikket hårdt ramt af personalemangel, efter at mange ambulancereddere har valgt at forlade branchen. I Region Midtjylland har det ført til, at ambulanceoperatørerne har svært ved at bemande det aftalte antal ambulancer. Men det er en markant forskel på, hvor stort problemet er hos henholdsvis Præhospitalet, Falck og Samsø Redningskorps. Hos Samsø Redningskorps er nedetid således stort set ikke-eksisterende, mens Præhospitalet i perioder må opgive at bemande næsten hver 10. ambulance.
Region Midtjylland har til BeredskabsInfo lavet en opgørelse af nedetiden pr. måned i det seneste år. Det ser sådan ud:
Som det fremgår, har regionens egen ambulanceoperatør markant større problemer med at bemande ambulancerne end Falck og Samsø Redningskorps.
Præhospitalet skal ikke betale bod – Falck skal
”I øjeblikket er Præhospitalet særlig ramt af den generelle medarbejdermangel, der primært skyldes, at branchen tidligere har udannet for få nye medarbejdere. Det arbejder vi for at rette op på, og derfor har vi øget elevoptaget. Det varer dog en tid, før vi får fuld effekt af optaget, og derfor er det naturligvis ikke eneste indsatsområde. Præhospitalet har et fortsat fokus på rekruttering og fastholdelse af medarbejdere – blandt andet ved at sikre mulighed for kompetenceudvikling, indflydelse, efteruddannelse og udviklingsmuligheder. Derudover kan vi nu mærke effekten af den præcisering, der kom i forhold til 48-timers-reglen, som vi i Præhospitalet er forpligtede til at følge”, hedder det i en udtalelse fra Præhospitalet.
Selv om Præhospitalet altså har en meget høj nedetid, så betyder det ikke bodsbetaling fra Præhospitalet. Derimod er Falck blevet pålagt at betale bod i 2022, mens der endnu ikke er lavet en opgørelse over Falcks bodsbetaling i 2023. Hvor stor en bod, som Falck har betalt i 2022, er ifølge Region Midtjylland en hemmelighed.