Region Nordjylland har ikke fået statslige penge til at etablere en helikopterplatform på det nye universitetshospital i Aalborg. Men regionen vurderer, at en platform til akutlægehelikoptere og redningshelikoptere er nødvendig, så nu vil regionen i første omgang investere 10 mio. kr. i de forberedende arbejder. Omkostningerne til selve platformen vil man søge at få fonde til at betale.
Region Nordjylland vurderer, at en helikopterplatform på taget af Nyt Aalborg Universitetshospital er nødvendig af hensyn til patientsikkerheden, effektivisering af tidsvinduer i behandlingsøjemed samt logistiske forhold. En helikopterplatform på taget vil således give mulighed for, at Forsvarets SAR-helikoptere og de mindre akutlægehelikoptere kan lande meget tæt på akutmodtagelsens indgang og påbegynde behandlingen hurtigere.
Men den statslige Kvalitetsfond, der finansierer de nye hospitaler, har ikke givet penge til en helikopterplatform. Derfor vil regionen nu selv investere 10 mio. kr. i det indledende arbejde, som består af ekstern teknisk bistand til dimensionering og planlægning af platformen samt udførelse af de tekniske ændringer og tilpasninger på bygningen.
Sideløbende vil regionen søge fonde om donationer til selve helikopterplatformen. Såfremt det ikke lykkedes med fondsdonationer, vil regionen i stedet skulle finde anlægsmidler indenfor det eksisterende anlægsbudget.
Fordi der bliver tale om en hel eller delvis regional anlægsinvestering i et ellers statsligt finansieret byggeri, så er det nødvendigt at Sundhedsministeriet inddrages og er indforstået med regionens prioritering af en helikopterplatform.