Integration af it-systemer skal sikre bedre udnyttelse af ambulancerne

Arkivfoto: Thomas Voss

Selv om landets ambulancer løbende krydser regionsgrænserne, så er der i dag kun et begrænset samarbejde mellem de fem regioners ambulancetjenester. Det gør, at ambulancer fra én region ofte kører tomme hjem fra et sygehus i en anden region, mens ambulancer fra en anden region kører samme rute med en patient. Det skal en integration mellem it-systemerne ændre på.

De fem regioner har startet et samarbejde, som skal resultere i en bedre it-understøttelse, således at regionernes AMK-vagtcentraler kan se beredskaber i andre regioner, udveksle opgaver og låne hinandens beredskaber for at sikre hurtigst mulig respons til borgerne og en effektiv ressourceudnyttelse.

Den elektroniske integration mellem regionernes disponeringssystemer vil gøre det lettere at bruge andre regioners beredskaber til akutte hændelser, der sker tæt på regionsgrænserne, ligesom det i forhold til de planlagte ture vil blive nemmere at udnytte ambulancer, der er blevet ledige, efter at de har kørt en patient til et sygehus i en anden region.

Samarbejde kræver i dag telefonisk kontrakt

I dag hjælper regionerne primært hinanden i forhold til akutte opgaver, hvor det vurderes, at en ambulance kan være hurtigere fremme fra en anden region. Men siden 2022 har regionerne arbejdet på at styrke samarbejdet om at bruge hinandens præhospitale beredskaber, når det kan bidrage til en samlet mere optimal udnyttelse af ressourcerne.

Det styrkede samarbejde har fokus på at udnytte ambulancer, der er blevet ledige, efter at de har kørt en patient til et sygehus i en anden region. Samarbejdet skal sikre, at en ambulance eller liggende sygetransportvogn ikke kører tom hjem, samtidig med at en anden ambulance eller liggende sygetransportvogn kører med en patient i samme retning.

Problemet er imidlertid, at udveksling af data om disse kørsler i dag kun kan ske via telefon eller SINE-nettet. Men det er både tidskrævende og indebærer en større risiko for fejl, end hvis udveksling af data foregår elektronisk.

Derfor har sundhedsdirektørkredsen i Danske Regioner nedsat en tværregional arbejdsgruppe, som har udarbejdet et beslutningsoplæg om integration mellem regionernes disponeringssystemer.

Målet er, at regionerne fremover skal kunne se hinandens beredskaber samt udveksle opgaver via integrationen mellem regionernes disponeringssystemer. Dermed ønsker regionerne at opnå en mere effektiv udnyttelse af ambulancer i tyndt befolkede områder og langs regionsgrænserne. Desuden vil man skabe forudsætningen for et bedre samarbejde om planlagte ture, så det sikres, at ledige ambulancer, der kører på tværs af regionerne, udnyttes mere effektivt. Herudover skal der skabes forudsætninger for, at regionerne i fremtiden kan hjælpe hinanden med visitation af opkald.

Region Nordjylland skal stå for driften

Arbejdsgruppen har anbefalet, at der etableres en fælles integrationsplatform, således at regionerne kan se hinandens beredskaber, udveksle opgaver og låne hinandens beredskaber. Arbejdsgruppen anbefaler endvidere, at Region Nordjylland varetager drift og forvaltning af den centrale integrationsplatform under den allerede eksisterende forvaltningsstruktur til den fællesregionale Præhospitale Patientjournal.

Ved at koble regionernes disponeringssystemer sammen elektronisk, vil de tekniske disponenter på AMK-vagtcentralerne – udover egne beredskaber – kunne se andre regioners beredskaber, der kører eller opholder sig i egen region eller er ca. 20 km. fra regionsgrænsen. Disponenten vil også kunne se beredskabernes aktuelle status, herunder om de er fri og klar til næste opgave. Hvis et beredskab fra en anden region er tættere på et hændelsesstedet, vil disponenten kunne anmode om at bruge beredskabet. Dog skal den pågældende region først kontaktes med henblik på prioritering i forhold til andre opgaver samt afklaring af mandskabets arbejdstid, pauser og vagtskifter.

Implementeringen forventes påbegyndt i den kommende tid, og sidste region forventes at blive tilkoblet løsningen senest den 1. februar 2024.

Annonce