Ingen virksomhedsoverdragelse i Region Midt: Alle reddere skal søge stillinger

Foto: Region Midtjylland

Region Midtjylland har besluttet at hjemtage en tredjedel af ambulancerne næste år. Men regionen vil ikke anvende principperne i virksomhedsoverdragelsesloven, selv om en stor del af de midtjyske reddere skal skifte arbejdsplads. Dermed er de berørte reddere ikke garanteret et job. I stedet skal alle reddere indgive en ansøgning – og det eneste, som regionen vil garantere, er en ”afklarende samtale” til alle ansøgere.

Når Region Midtjylland hjemtager en væsentlig del af de ambulanceberedskaber, som Falck i dag driver, vil virksomhedsoverdragelsesloven ikke finde anvendelse. Loven beskytter medarbejdere i virksomheder, der får ny ejer, og som udgangspunkt er det et krav, at alle medarbejdere får deres rettigheder med sig over i den nye virksomhed. Det gælder f.eks. forhold omkring anciennitet, løn, pension og feriepenge. Har arbejdsgiveren lavet aftaler med sine medarbejdere om overarbejde og afspadsering, så skal den nye arbejdsgiver også overholde disse aftaler.

Virksomhedsoverdragelsesloven finder imidlertid ikke anvendelse ved hjemtagninger som i Region Midtjylland, fordi regionen ikke overtager bygninger og materiel. Og Region Midtjylland har besluttet, at regionen ikke frivilligt vil følge principperne i loven.

”Den primære begrundelse er, at det vil medføre, at personale i tilsvarende funktioner vil være ansat med forskellige overenskomstmæssige vilkår. Erfaringerne fra Region Syddanmark er, at dette er en betydelig ulempe i forhold til at sikre stabilitet og medarbejdertilfredshed i en opstartsfase”, oplyser Region Midtjylland.

Skal søge job via webformular

For de ambulancereddere, som bliver omfattet af hjemtagningen, giver regionen alene en garanti om, at de vil komme til en ”afklarende samtale”, hvis de søger et job i regionens ambulancetjeneste.

”Det er nemt at ansøge via en webformular, hvor ansøgerne udfylder grundlæggende oplysninger om uddannelse, erfaring, og hvilket beredskab der søges på. Der kan desuden angives særlige ønsker i forhold til vagter og geografi. Erfaring fra et af de konkrete beredskaber vil vægte positivt i den samlede vurdering”, oplyser regionen.

”Umiddelbart efter beslutningen om hjemtagelse deltog Præhospitalets ledelse på møder på de berørte baser sammen med ledelsen fra Falck. Der har desuden været afholdt velbesøgte informationsmøder for alle interesserede. Der er et konstruktivt samarbejde med Falck om rekrutteringen, herunder er det bl.a. gjort muligt, at elever, der har startet uddannelsesforløb på ét af de beredskaber, der hjemtages, kan fortsætte deres uddannelse i regionalt regi”, lyder det fra Region Midtjylland.

Ansættes på anden overenskomst

For redderne betyder en ansættelse ved Region Midtjylland, at de overgår fra 3F-overenskomst til FOA-overenskomst.

”De aktuelle overenskomster er et vilkår, og der er samlet set fordele og ulemper ved dem hver især. Betydningen af de overenskomstmæssige forskelle mellem privat og regional ansættelse fylder meget i dialogen med redderne om den regionale ambulancedrift. Der er lønforskelle på tværs af de to overenskomster, men samtidig andre vilkår for at tilrettelægge arbejdet med generelt set færre vagter/arbejdstimer på den regionale overenskomst. Der er også flere muligheder for at supplere indkomsten via f.eks. varetagelse af særlige ansvarsområder eller ved at tage ekstra vagter”, oplyser Region Midtjylland.

Annonce