Ingen straffesag efter manglende udrykning

Google Maps
Falck-stationen i Ørsted

To ambulancereddere på Falck-stationen i Ørsted fulgte forskrifterne, da de i august afviste at rykke ud på baggrund af en borgers personlige henvendelse på stationen. I stedet bad de borgeren om at ringe 112 om et alvorligt færdselsuheld, som han havde overværet. Politiet har efter en undersøgelse konkluderet, at redderne ikke forsømte at hjælpe en nødstedt person.

Den 29. august 2018 skete der et alvorlig færdselsuheld i Ørsted. En motorcyklist kørte i høj fart ind i en husgavl, og han blev hårdt kvæstet.

En lastbilchauffør passerede kort tid efter ulykkesstedet, og han valgte at køre til den nærliggende Falck-station. Her kom han i kontakt med to ambulancereddere, der imidlertid afviste at rykke ud. De bad i stedet lastbilchaufføren om at ringe 112, idet de henviste til, at de kun må rykke ud, hvis de får et udkald fra Region Midtjyllands AMK-vagtcentral.

Ambulancen blev derefter tilkaldt via 112, og den nåede frem efter ca. 5 minutter – bemandet med de samme reddere, som lastbilchaufføren havde talt med. Motorcyklisten døde senere på dagen af sine kvæstelser, og forløbet resulterede i, at redderne blev politianmeldt for at have forsømte at hjælpe en nødstedt person.

Fulgte forskrifter for arbejdets udførelse

Nu konkluderer Østjyllands Politi imidlertid, at reddernes manglende udrykning ikke var strafbar.

”Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har vurderet, at der ikke er grundlag for at rejse en straffesag mod de to personer. Politiet har efterforsket sagen, og anklagemyndigheden har herefter vurderet den og har i den forbindelse lagt vægt på, at de pågældende har fulgt de forskrifter, de havde for deres arbejdes udførelse, og at der ikke er grundlag for at antage, at de skulle have haft forsæt til at begå noget strafbart. Efterforskningen har ikke godtgjort, at de pågældende, ved deres handlinger, har forsømt at hjælpe en nødstedt person”, oplyser Østjyllands Politi til TV 2 Østjylland.

”Vi er tilfredse med, at der nu er kommet en afgørelse i sagen, og er naturligvis glade for udfaldet”, siger områdeleder Jan Kjær Madsen fra Falck til TV 2 Østjylland.

Annonce