Ingen problemer med medicin i udenlandske ambulancer

I oktober skrev flere medier, at et dansk-svensk beredskabssamarbejde var i strid med lovgivningen. HS og Region Skåne havde indgået en aftale om gensidig ambulanceassistance ved større ulykker og katastrofer, men angiveligt ville der være tale om ulovlig medicin-import, hvis svenske ambulancer kørte til Danmark med svensk medicin i bårerummet. Men nu afviser indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at der er et problem – loven tager nemlig udtrykkeligt højde for den type situationer. Ministeren vil dog præcisere lovteksten, så det tydeligt fremgår, at ikke kun læger men også ambulancepersonale kan anvende medicin fra udlandet.

I den gældende lægemiddellov, som trådte i kraft den 17. december 2005, er der faktisk udtrykkeligt hjemmel til indførsel af lægemidler i visse nødsituationer. Efter § 49 i loven er der åbnet adgang for, at læger etableret i et andet EU/EØS-land, kan medbringe lægemidler fra hjemlandet, når de tilkaldes til hjælp ved ulykker og katastrofer i Danmark. Den indførsel af lægemidler kan ske i begrænset mængde til brug for den præhospitale indsats, når lægerne anmodes om assistance på baggrund af en bilateral aftale med nabolande eller en nordisk sundhedsberedskabsaftale.

Det fremgår også af § 49, at disse lægemidler kan medbringes, selv om det enkelte lægemiddel ikke er omfattet af en markedsføringstilladelse i Danmark, når lægemidlet er godkendt i det land, hvor lægen er etableret. Af lovbemærkningerne til § 49 fremgår, at baggrunden for bestemmelsen er at fjerne hindringer for et nordisk beredskabssamarbejde. Det anføres således, “at det i aftalen om et nordisk sundhedsberedskabssamarbejde indgår, at landene forpligter sig til at fremme samarbejde ifølge aftalen i nationale love, forskrifter og andre retsregler og fjerne hindringer for dette samarbejde, så vidt det er muligt”. Endvidere oplyses, at der for tiden (dvs. i sommeren 2005) arbejdes på en aftale om et sundhedsberedskabssamarbejde mellem Skåne og hovedstadsområdet. Den præhospitale indsats er i bemærkningerne defineret som “den indsats, der i medfør af lov om sygehusvæsenet ydes af sundhedspersoner og andet personale inden ankomst til sygehus over for akut syge og tilskadekomne samt fødende, der har til formål at redde liv, forbedre helbredsudsigter, formindske smerter og andre symptomer, afkorte det samlede sygdomsforløb, yde omsorg og skabe tryghed”.

Det fremgår således udtrykkeligt af både lovtekst og bemærkninger, at lægemidlerne i udenlandske ambulancer kan anvendes anvendelse i præhospital indsats. Det vil sige den indsats, der ydes af sundhedspersoner og andet personale, herunder ambulancepersonale. Lægemidler, der anvendes i beredskabssituationer, er normalt receptpligtige, bl.a. lægemidler til smertelindring. Disse lægemidler medtages i ambulancerne efter delegation af læger. Og dermed vil det ikke være ulovligt, at svenske ambulancer medbringer lægemidler i begrænset mængde ved en beredskabsindsats i Danmark.

Lars Løkke Rasmussen medgiver dog, at der kan være et lille problem med den måde, som reglerne er formuleret på. Af selve § 49 fremgår det således udelukkende, at lægemidlerne i de nævnte tilfælde kan medbringes af læger. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det godt nok, at det skal fortolkes så bredt, at medicin i ambulancer – som medbringes efter lægelig delegation – sagtens kan anvendes af ambulancepersonalet i beredskabssituationer, men ministeren vil alligevel tage initiativ til, at der ved næste ændring af lægemiddelloven sker en præcisering af kredsen af fagpersoner, som er omfattet af bestemmelsen. Ministeren foreslår selv, at personkredsen omfatter sundhedspersoner og andet personale, herunder ambulancepersonale.

Samtidig understreger Lars Løkke Rasmussen, at der ved brug af udenlandsk medicin i beredskabssituationer ikke stilles noget krav om, at der skal være dansk tekst på lægemidlernes pakning og indlægsseddel. Der kræves kun, at lægemidlerne er godkendt i det land, hvor lægen er etableret.

Annonce