Ingen konkurrence om levering af akutbiler til regionerne

Arkivfoto

Mercedes-forhandleren Ejner Hessel har vundet et udbud om leverance af akutbiler til fire af de fem regioner. Men der var ikke tale om en konkurrencesituation, for Ejner Hessel var det eneste firma, som bød på kontrakten. Prisen steg da også fra den oprindelige forventning om 131 mio. kr. til 197 mio. kr. Kontrakten gælder i fire år, og de første 18 køretøjer skal leveres til november.

Det er regionerne Midtjylland, Nordjylland, Sjælland og Hovedstaden, der er gået sammen om at udbyde rammeaftaler om anskaffelse af præhospitale akutbiler. Som ved en række tidligere fællesudbud på det præhospitale område – som ikke alle har været særligt vellykkede – har Region Midtjylland stået for selve udbuddet.

Udbuddet omfattede indkøb inkl. opbygning samt service og reparation af præhospitale akutbiler (stor SUV, lille SUV og el-SUV) til udskiftning af den nuværende flåde af køretøjer indenfor funktionerne akutlægebil, akutbil, paramedicinerbil og visitationsenhed.

Der er tale om rammeaftaler, der vil være gældende i fire år og omfatte en service- og garantireparationsaftale i år 1 og 2 efter levering af alle køretøjer (dog maksimalt 200.000 kilometer).

Dyrere end forventet

Udbuddet blev vundet af Mercedes-forhandleren Ejner Hessel A/S, der som eneste firma afgav tilbud. Kontraktens samlede værdi er ifølge regionerne vurderet til 197 mio. kr., og det er væsentligt mere end de 131 mio. kr., som regionerne forventede at skulle investere, da udbuddet blev indledt i august 2022.

Kontraktens anslåede værdi fordeler sig med 37 mio. kr. i Region Nordjylland, 62 mio. kr. i Region Midtjylland, 61 mio. kr. i Region Sjælland og 37 mio. kr. i Region Hovedstaden.

Region Midtjylland, Region Sjælland og Region Hovedstaden har en initialbestilling af køretøjer, som skal leveres senest 1. november 2023. Bestillingen består af seks store SUV til Region Midtjylland, 10 store SUV til Region Sjælland samt to store SUV til Region Hovedstaden.

Annonce