I Region Syddanmark er der i gennemsnit 6,5 hjerteløbere, som aktiveres, når der er udkald til hjertestop. Det seneste år har der i regionen været 100 udkald, hvor mere end 10 hjerteløbere blev aktiveret, og rekorden er 15 hjerteløbere. Det viser tal fra ordningen, som i øjeblikket drives af TrygFonden, men som fra 2025 overgår til regionerne.
Region Syddanmark har udarbejdet en status for regionens tredje år med hjerteløbere. Den omfatter tal for perioden fra 1. maj 2022 til 30. april 2023. Ved udgangen af denne periode var der i alt tilmeldt 25.465 hjerteløbere i regionen samt registreret 5.419 hjertestartere.
Der var i perioden 960 udkald til hjerteløberne, svarende til 2,6 udkald om dagen. Der var i alt 9.254 hjerteløbere, som blev aktiveret, og 85 pct. af dem hentede hjertestarter og begav sig derefter til hændelsesstedet, mens 15 pct. begav sig direkte til hændelsesstedet. Størstedelen (72 pct.) anvendte bil for at nå frem, mens 20 pct. var til fods og 7 pct. på cykel.
Mange nåede frem før ambulancen
I gennemsnit accepterede 6,5 hjerteløbere hvert udkald. I 100 tilfælde var der mere end 10 hjerteløbere, som accepterede, og i to tilfælde nåede man op på 15 hjerteløbere. Minimum én hjerteløber accepterede udkaldet ved over 98 pct. af udkaldene.
606 hjerteløbere har registreret, at de nåede frem før ambulancen. 44 pct. påbegyndte hjerte-lunge-redning. I 33 pct. af tilfældene blev der påsat hjertestarter på patienten.
Det er i dag TrygFonden, som driver den landsdækkende hjerteløber-ordning, mens regionernes AMK-vagtcentraler står for udkald af hjerteløberne. Efter opstartsperioden ophører TrygFondens drift og finansiering, og det er planen, at ordningen overgår til de fem regioner i 2025.