Afgørelsen på udbuddet af ambulancekørselen i Region Sjælland bød på en række solide overraskelser: Kun tre ambulanceoperatører bød på opgaven, Falck havde ikke budt på det område, som Roskilde Brandvæsen i dag dækker, Roskilde Brandvæsen havde omvendt ikke budt på den sydlige del af det gamle Roskilde Amt, som brandvæsenet ellers tidligere har budt på, og den store vinder blev en mindre, svensk ambulanceoperatør, der i dag kun udfører ambulancekørsel i Stockholm. Men den største overraskelse er naturligvis den enorme prisforskel mellem Falck og Samariten, som rejser et stort spørgsmål: Hvem af dem har regnet helt forkert?
Region Sjællands model for udbuddet adskiller sig væsentligt fra de andre regioners model, og dermed har ambulanceoperatørerne været nødt til at lave nogle meget komplicerede og til en vis grad også usikre udregninger. For hvor det i de øvrige regioner blot skal beregnes, hvor mange udgifter, som der er forbundet med at drive et ambulanceberedskab, så skulle der i Region Sjælland tages højde for en række andre faktorer. Og enten Falck eller Samariten har tilsyneladende lavet en stor regnefejl undervejs.
300 eller 500 ansatte?
Regnefejlen illustreres af, at Samariten forventer, at opgaven kan løses med 70 ambulancer (køretøjer – ikke beredskaber) og 300 ansatte, mens Falck mente, at der skulle bruges 64 ambulanceberedskaber og 500 ansatte. Altså en forskel på 200 ansatte, hvilket i sig selv stort set kan forklare forskellen på 99,4 mio. kr. mellem de to tilbud. Og ifølge Falck er årsagen til den enorme prisforskel ikke, at Falck har ønsket at tjene mere på ambulancekørselen – redningskorpset oplyser nemlig, at man er nået frem til prisen ved at tage udgiften til de 64 ambulanceberedskaber og 500 ansatte og lægge 5% i fortjeneste oveni.
Men hvorfor er regnestykket så svært? Fordi det i Region Sjælland er ambulanceoperatørens ansvar at stille med det antal ambulancer, som er nødvendigt for at kunne overholde regionens krav til responstiderne. Ambulanceoperatørerne har således skullet vurdere, hvor mange ambulancer de skulle bruge ud fra oplysninger om, hvor mange udrykninger der er, hvordan de fordeler sig geografisk, hvor lang tid hver udrykning tager og dermed hvor hurtigt ambulancen atter vil være til rådighed, antallet af langvarige patientoverførsler til f.eks. Rigshospitalet, antallet af situationer, hvor flere ambulanceudrykninger sker på samme tid og dermed kræver flere ambulanceberedskaber, hvor meget tid redderne skal bruge på uddannelse osv.
Hvem der har regnet forkert vil formentlig først vise sig, når Samaritens nystiftede danske datterselskab indleverer sit første årsregnskab. Hvis regnskabet viser et positivt resultat, så var det Falck, som regnede forkert. Hvis det omvendt er Samariten, som har regnet forkert, så vil det kunne aflæses i regnskabet, for hvis Samariten har kalkuleret med for få ambulancer i forhold til behovet, så vil selskabet være nødt til at øge antallet af ambulancer uden at det udløser ekstra betaling fra Region Sjælland. Hvis det viser sig, at Falck udregning var den rigtige, så vil det i princippet give Samariten et årligt underskud på de 99,4 mio. kr., som var forskellen med Falcks og Samarittens tilbud.