Hvalsø har fået døgnbemandet ambulance

Mandag blev det præhospitale beredskab i Region Sjælland styrket med placeringen af et døgnbemandet ambulanceberedskab i Hvalsø. Det er Falck, som lejer sig ind hos Lejre Brandvæsen for at forbedre de lokale responstider i et område, hvor Falck i februar 2014 overtog ambulancekørslen fra Roskilde Brandvæsen.

Der har længe været planer om et ambulanceberedskab i Hvalsø, men oprindeligt var planen, at det først skulle etableres fra 1. februar 2016, hvor en ny ambulancekontrakt mellem Region Sjælland og Falck træder i kraft. I forbindelse med et nyt vagtsetup har Falck imidlertid valgt at tage forskud på den nye kontrakt – og derfor blev ambulancen placeret i Hvalsø i mandags.

Ambulanceberedskabet i Hvalsø vil ikke blive et af de travleste i regionen, men det ambulancemandskab, som skal varetage opgaven, vil komme til at indgå i en rotationsordning med personalet fra stationen i Roskilde, hvilket sikrer, at de kan fastholde et højt fagligt niveau.

Annonce