Fra 1. februar 2016 vil brandstationen i Hvalsø også huse et døgnbemandet ambulanceberedskab. Fra denne dato flytter Falcks ambulancetjenesten nemlig ind på brandstationen. ”Det vil helt sikkert være til gavn for borgernes sikkerhed og tryghed at have et nærliggende ambulanceberedskab”, siger borgmester Mette Touborg, Lejre Kommune.
Den 1. februar 2016 træder en ny ambulancekontrakt mellem Falck og Region Sjælland i kraft, og i den forbindelse har Falck ønsket at placere et døgnbemandet ambulanceberedskab i Hvalsø. Derfor har der i et stykke tid været en dialog mellem Falck og Lejre Kommune med henblik på at få en aftale på plads.
”Vi har kigget på, hvordan vi bedst opfylder de krav til responstid, som vi skal leve op til. Vi vil gerne placere en ambulance i Hvalsø, når vi ikke er ude at køre – for det vil gøre det muligt for os at nedsætte responstiden og komme hurtigere frem til flere steder i området”, fortæller regionsdirektør Sean Erik Bisgaard fra Falcks Region Sjælland.
Brand- og ambulancefolk kan lære af hinanden
Ambulancen og de to reddere, der skal bemande ambulancen, får til huse på brandstationen på Horseager i Hvalsø sammen med brandfolkene i Lejre Beredskab.
”Det er rigtig godt, at vi kommer til at have base på en brandstation, og vi er meget glade for, at kommunen har set positivt på dette ønske. Brandfolk og ambulancefolk arbejder jo tit sammen, når de bliver kaldt ud til en ulykke, og de to faggrupper kan helt sikkert lære noget af hinandens kompetencer. Vi tror på, at et bedre kendskab til hinanden også vil give en bedre opgaveløsning for borgerne”, siger Sean Erik Bisgaard.
Han oplyser også, at det ambulancemandskab, som skal varetage opgaven, vil komme til at indgå i en rotationsordning med personalet fra stationen i Roskilde, hvilket sikrer, at de kan fastholde et højt fagligt niveau.
Måske også Falck-ambulance i Kirke Hyllinge
Også den nordlige del af Lejre Kommune er i kikkerten, når Falck arbejder videre med at finde gode steder at placere sine ambulancer.
”Lige nu er vi i dialog med Falck om at placere et ambulanceberedskab i Kirke Hyllinge. Jeg så meget gerne, at også andre dele af kommunen kunne være base for et ambulanceberedskab”, siger borgmester Mette Touborg.