Hvis du bor i København og tilkalder både en ambulance og en taxa, så vil taxaen være fremme væsentligt hurtigere end Region Hovedstadens ambulance. Fra taxaen er ankommet, vil der faktisk gå næsten 1½ minut, indtil også ambulancen dukker op. Og selv hvis man forlader København og i stedet kigger på tallene for Vestegnen, så er taxaen stadig hurtigere end ambulancen.
I Region Hovedstaden går der i gennemsnit 6:33 minutter, inden en ambulance er fremme. Men hvis man i København i stedet ringer efter en taxa, så er den fremme efter 5:16 minutter. Med andre ord er de københavnske taxaer i gennemsnit 1:17 minutter hurtigere end Region Hovedstadens ambulancer. Det viser tal fra DR-programmet Detektor.
Det er ikke kun i København, at taxaerne overhaler ambulancerne. I vestegnskommunerne er taxaerne lidt langsommere end i København, så de er 6:26 minutter om at nå frem til kunderne – men taxaerne er altså dermed stadig hurtigere end ambulancerne. På Vestegnen slår taxaerne også politiet, der har en gennemsnitlig responstid på 7:50 minutter.
I København er der omkring 2.100 taxaer. Til sammenligning er der i hele Region Hovedstaden 47 ambulanceberedskaber.