Hjertestarterforening fjerner 103 hjertestartere fra fælles register

En af landets største akuthjælperordninger, Langelands Hjertestarterforening, har besluttet, at foreningen ikke længere vil anvende TrygFondens register over hjertestartere, Hjertestarter.dk. Ifølge foreningen vil de 103 hjertestartere på Langeland fremover kun kunne rekvireres via almindelige 112-opkald, da foreningen føler, at man spilder tid på at holde Hjertestarter.dk opdateret.

På Langeland anvender akuthjælperne systemet FirstAED, der den seneste tid har været kritiseret. Systemet er koblet op til Region Syddanmarks AMK-vagtcentral, som kan tilkalde de nærmeste akuthjælpere ved hjertestop. Og fremover er FirstAED det eneste system, som anvendes på Langeland. Langelands Hjertestarterforening har nemlig besluttet at fjerne deres 103 hjertestartere fra Hjertestarter.dk.

Hjertestarter.dk drives af TrygFonden. Her kan ejere af hjertestartere registrere placeringen af deres hjertestarter, hvorefter den bliver synlig på kortet og tilgængelig for andre borgere, bl.a. via en app. Samtidig bliver hjertestarteren synlig for landets AMK-vagtcentraler, så vagtcentralerne kan dirigere førstehjælpere til den nærmeste hjertestarter. TrygFonden opfordrer også til, at man anvender registreringen til at angive telefonnumre på en eller flere udbringere, der er villige til at løbe ud med hjertestarteren, hvis der er brug for den.

På Langeland er de imidlertid ikke imponerede over Hjertestarter.dk, som de altså nu holder op med at anvende. ”Det gøres, fordi vi ikke benytter denne tjeneste, da vi ikke føler den hjælper os på Langeland. Det giver os ekstra arbejde at holde det opdateret, og Hjertestarter.dk bruger ikke GPS-koordinater. Derfor giver det en del ekstra arbejde for foreningen”, siger Henrik Schakow, der er formand for Langelands Hjertestarterforening.

”Det vil så sige, at er uheldet ude, skal man som altid ringe 112 som det første. Dernæst vil akuthjælperne komme med hjertestarteren. Det finder vi, er den bedste løsning for foreningen og borgerne på Langeland”, siger Henrik Schakow, som understreger, at øens befolkning stadig kan benytte hjertestarterne, som de altid har gjort.

Annonce