Hjerteløbere kommer ofte frem før ambulancen

Arkivfoto.

Ny dansk forskning viser, at 1.500 hjerteløbere i ordningens første år har ”løbet” til 433 hjertestop, og i 40 pct. af tilfældene er der ankommet mindst én hjerteløber inden ambulancen. På 14 måneder har 35.000 danskere meldt sig som frivillige hjerteløbere i ordningen, der blev lancereret i september 2017 i Region Hovedstaden og i oktober 2018 i Region Midtjylland.

Danskernes vilje til at ville træde til for hinanden ved hjertestop er i de seneste år blevet berømmet internationalt. Og danske forskere har på genoplivningsområdet vundet flere internationale priser for forskning, der skaber helt nye standarder for, hvordan man rundt omkring i verden arbejder med at få flere til at overleve hjertestop uden for hospital.

I weekenden vandt læge og forsker Linn Andelius fra Region Hovedstadens Akutberedskab prisen for bedste abstract ved American Heart Association’s Resuscitation Science Symposium i Chicago.

”Jeg er selvfølgelig meget beæret over at modtage denne pris fra American Heart Association, men det er i mine øjne i lige så høj grad en pris til de 35.000 hjerteløbere i Danmark, der har taget aktiv stilling til, at de ved et formodet hjertestop kan blive alarmeret af regionens akutberedskab via appen TrygFonden Hjerteløber. De mennesker giver derved folk med hjertestop en større chance for at overleve”, siger Linn Andelius.

Hurtig hjælp er altafgørende

En hurtig indsats er altafgørende, når det gælder hjertestop. For hvert sekund der går, falder chancen for at overleve.

Hvis en person med hjertestop først får hjælp, når ambulancen ankommer, er der 3 pct. chance for at overleve. Yder en lægmand – eksempelvis en hjerteløber – livreddende førstehjælp, inden ambulancen ankommer, stiger overlevelseschancen til 12 pct. Hvis der også stødes med en hjertestarter inden ambulancens ankomst, kan op mod 50 pct. overleve.

Danskerne er blevet verdensmestre i førstehjælp

TrygFonden Hjerteløber er det seneste initiativ ud af mange på genoplivningsområdet. Igennem de seneste 15 år er danskerne gradvist blevet mere og mere involveret i genoplivning – fra at lære livreddende førstehjælp og kende til hjertestarterne, og nu til at være frivillige hjerteløbere og en ekstra ressource til det akutte beredskab.

”I år 2001 overlevede meget få hjertestop uden for hospital, og få trådte til med livreddende førstehjælp. I TrygFonden satte vi os for at ændre det. I samarbejde med mange vigtige aktører og regionerne er det lykkedes at tredoble antallet af overlevende og antallet af danskere, der træder til. Danmark er blandt de førende i at redde liv ved hjertestop, og det skylder vi alle de engagerede danskere en kæmpe tak for”, siger Grethe Thomas, der er projektchef i TrygFonden, og fortsætter:

”Indførelsen af førstehjælpsundervisning i køreskolen og i folkeskolen for godt 10 år siden har gjort rigtig meget for kendskabet til genoplivning og brug af hjertestarter i den voksne befolkning. Det samme har i øvrigt også mange arbejdspladsers fokus på at træne deres medarbejdere i førstehjælp. Det får os til at tro, at det efterhånden er en meget stor andel af befolkningen, der ved, hvordan man yder genoplivning”.

Alle kan være hjerteløbere

I Danmark bliver ca. 4.000 mennesker hvert år ramt af hjertestop.

Når man ringer 1-1-2 og kommer igennem til Region Hovedstaden og Region Midtjyllands AMK-vagtcentral angående et hjertestop, bliver de nærmeste hjerteløbere alarmeret via hjerteløber-appen på deres telefon. Af de løbere, der accepterer missionen, bliver nogle sendt direkte til hjertestoppet for at påbegynde hjertelungeredning, mens andre guides til at hente den nærmeste hjertestarter.

Alle kan gøre en forskel ved hjertestop. For at blive hjerteløber er det derfor ikke et krav, at man har været på kursus i genoplivning. Det er en generel anbefaling, men det vigtigste er, at man er klar til at træde til, og at personen med hjertestop får hurtig hjælp med hjertelungeredning og hjertestarter.

Forskere fra Region Hovedstaden har dog netop gennemført en undersøgelse blandt de nuværende hjerteløbere for at finde ud af, hvor mange af de frivillige der har gennemgået førstehjælpstræning. Deres antagelse har været, at det har de fleste hjerteløbere – hvoraf en del også er sundhedsprofessionelle – og første gennemgang af deres spørgeundersøgelse bekræfter, at næsten alle hjerteløbere er uddannet i livreddende førstehjælp. Faktisk viser tallene lige nu, at under én pct. af de tilmeldte ikke har modtaget førstehjælpsundervisning.

Annonce