De frivillige hjerteløbere kan fremover forvente at få flere udkald. Den landsdækkende Hjerteløber-ordning udvider nemlig den radius, som frivillige hjerteløbere kan blive alarmeret i, hvis nogen får hjertestop i nærheden. Hidtil har man alarmeret hjerteløbere i en radius af 1,8 kilometer fra personen med hjertestop. Fremover udvides det til 5 kilometer.
Det er TrygFonden og regionerne, som sammen har besluttet at udvide hjerteløbernes udkaldsradius.
I Region Syddanmark er der i dag 16.000 hjerteløbere, og her betyder udvidelsen af udkaldsradiussen, at den nu bliver identisk med radiussen i den tidligere ordning, Danmark Redder Liv, der blev erstattet af Hjerteløber-ordningen.
”Det har været et stort ønske fra Region Syddanmark, at udkaldsradiussen for hjerteløbere bliver øget fra de 1,8 kilometer. Den længere udkaldsradius vil give bedre mulighed for, at der kommer hjerteløbere ud til hjertestop i landområder. Særligt i de mere tyndt befolkede områder. Men det bliver spændende at se på TrygFondens data, hvilken betydning en udkaldsradius på 5 kilometer helt konkret får. I Region Syddanmark har vi gode erfaringer fra vores tidligere førstehjælpsprojekt Danmark Redder Liv, hvor udkaldsradiussen var netop fem kilometer”, fortæller formanden for Region Syddanmarks præhospitaludvalg, Mads Skau (V), der også selv er frivillig hjerteløber.
”Det kan jo virke logisk at sige, at jo større radius, jo flere hjerteløbere kan hjælpe. Det spændende bliver, om de frivillige i gennemsnit vil nå hurtigere frem, eller hvor mange flere frivillige førstehjælpere, der når frem, når AMK-vagtcentralen alarmerer. Hurtig hjælp er afgørende, så derfor kan det være svært at spå om, hvad radius betyder for overlevelsen. Det er noget af det, som de forskere, der er tilknyttet hjerteløberprojektet vil kigge på, og det er jeg rigtig glad for, at de gør”, siger Mads Skau.