Det er ikke korrekt, når Reddernes Faglige Klub København påstår, at Region Hovedstadens hjemtagning af akutlægebilerne har påført borgerne en ekstraudgift. Tværtimod har regionen sparet penge, fortæller direktøren for Den Præhospitale Virksomhed i Region Hovedstaden, Freddy Lippert, som også understreger, at regionen holdning er, at der bør være konkurrence på ambulancekørslen.
Reddernes Faglige Klub rettede i sidste uge en hård kritik mod Region Hovedstaden, der blev beskyldt for i al hemmelighed at ville hjemtage dele af ambulancekørslen uden udbud. Men regionen afviser kritikken af, at sager om det kommende udbud behandles bag lukkede døre i regionsrådet.
”Alle fem regioner er i gang med at forberede de kommende udbud af ambulancekørsel, herunder også Region Hovedstaden. Hvorledes det kommende udbud bedst tilrettelægges besluttes af regionsrådet i Region Hovedstaden ud fra en lang række forhold, herunder faglig kvalitet, sammenhæng i akutberedskabet og bedst mulig økonomi. Drøftelse og beslutninger af sager vedrørende eksterne kontakter foregår som lukkede dagordenspunkter på regionsrådets møder af hensyn til de eksterne leverandører og deres indbyrdes konkurrence. Eventuelle beslutninger om hjemtagningen er naturligvis til fuld offentlighed”, siger Freddy Lippert.
Regionen afviser også, at sporene fra regionens hjemtagning af akutlægebilerne skræmmer. ”Regionen kører selv akutlægebilerne med egne læger og paramedicinere i samarbejde med hospitalerne. Det er ikke korrekt, at det påfører regionen en ekstraudgift i forhold til en privat leverandør. Tværtimod har regionen sparet penge ved selv at drive akutlægebilerne”, siger Freddy Lippert.
Region Hovedstaden har i dag kontrakter om ambulancekørsel med tre eksterne leverandører, nemlig Københavns Brandvæsen, Frederiksberg Brandvæsen og Falck. ”Det er regionens opfattelse, at der bør være konkurrence på området”, siger direktøren for Den Præhospitale Virksomhed.