Her er Ambulance Syds nye logo

Efter Region Syddanmarks hjemtagning af ambulancekørslen fra det konkursramte BIOS investerer regionen i de kommende måneder 200.000 kr. i at implementere et nyt logo for det regionale ambulanceselskab, Ambulance Syd. Logoet, der er baseret på regionens eget logo, skal i første tages i brug på reddernes uniformer.

Ambulance Syd overtog midt i august opgaven med at køre ambulancerne i Sønderjylland, Sydvestjylland og på Fyn, efter at BIOS blev erklæret konkurs. Regionsrådet i Region Syddanmark besluttede herefter, at det nye regionale ambulanceselskab skulle hedde Ambulance Syd, og nu er ambulanceselskabet så klar med en ny visuel identitet.

Fremover vil selskabets ambulancer, stationer og reddernes tøj blive præget af det nye logo, der består af navnet Ambulance Syd skrevet i grøn og grå tone samt Region Syddanmarks såkaldte elastik, der i en blød linje tegner geografien i regionen.

I første omgang tager ambulanceselskabet logoet i brug på reddernes uniformer. Et uniformsfirma er i gang med at lave et dæk-tryk på reddernes eksisterende uniformer. Desuden produceres nye t-shirts med logoet til redderne.

Arbejdet med at sætte det nye logo på ambulancerne er også gået i gang i denne uge. Logoet bliver sat på efterhånden som det er praktisk muligt. De fleste ambulancer vil have det nye logo på dørene i løbet af et par uger.

Endelig vil den nye visuelle identitet være synlig på selskabets 35 stationer i de kommende måneder, både på skilte, på facader, på pyloner og i flagstængerne på flere stationer. Desuden bruges det nye logo allerede på brevpapir, i mails og andre steder.

Ambulance Syd vurderer, at implementeringen af det nye logo kommer til at koste omkring 200.000 kr.

Annonce