Helikopterlandingspladsen i Aarhus er i dag lilla

Foto: Michael Harder

Helikopterlandingsplatformen ved Akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital har søndag aften et noget usædvanligt udseende. Akkurat som sidste år fejrede Aarhus Universitetshospital nemlig for tidligt fødte børn og viste støtte til deres familier ved at gøre platformen lilla på Verdens Præmaturdag.

Det kan være en voldsom oplevelse at få et for tidligt født barn. Derfor markeres Verdens Præmaturdag i dag ved, at større bygninger over hele verden søndag aften bliver badet i lilla lys til ære for de børn, som fødes for tidligt.

”Vi har udviklet en tradition for at markere Præmaturdagen sammen med hospitaler og organisationer verden over, og vi viser på den måde også vores støtte til forældre og familier, for hvem den tidlige fødsel har været en stor belastning og bekymring”, fortæller overlæge Jesper Padkær Petersen på Aarhus Universitetshospital.

Tidligere var der en betydelig risiko for død og svære handicap, hvis et barn blev født for tidligt, men i løbet af de seneste 20 år er behandlingsmulighederne blevet meget bedre. Alligevel er forløbet omkring fødslen og det ofte lange indlæggelsesforløb ofte præget af stress, bekymringer og sorg, som kan påvirke familien gennem mange år.

I dag overlever de fleste af børnene, og selv om børn født før tiden har en øget risiko for bl.a. udviklingsforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder, så klarer de fleste sig på lige fod med andre børn.

Annonce