Hædres for dramatisk redningsaktion

Arkivfoto: Rudi Hansen

Flyvevåbnets Eskadrille 722 er blevet tildelt en international pris for en dramatisk redningsaktion i Nordsøen i januar. Redningsaktionen fandt sted i Nordsøen under meget dårligt vejr med kraftig blæst, sne og dårlig sigtbarhed. Her evakuerede redningshelikopteren et besætningsmedlem, som var kommet til skade på et fragtskib. Se video fra indsatsen.

I voldsom snestorm og høj sø gennemførte en besætning fra Flyvevåbnets redningseskadrille, Eskadrille 722, den 26. januar 2014 en særdeles vanskelig mission. EH101 Merlin-redningshelikopteren var sendt ud til fragtskibet King Everest i Nordsøen for at hente en mand med skader på ryggen. Området var præget af meget dårligt vejr –  sydøstlig vind med en hastighed på 18-20 meter i sekundet og snevejr med ringe sigt, oplyser Flyvertaktisk Kommando.

Maskinisten havde hjelmkamera på og har optaget afsætningen af redder og båre, som efter forskellige forsøg på agterdækket endelig lykkedes midtskibs. Se Flyvevåbnets video her:

Opsamlingen foregik 195 sømil fra Aalborg, og man havde en flyvetid på 4 timer og 47 minutter. Selve operationen og stabiliseringen af patienten varede en time, og i den tid hang helikopteren i luften – i et såkaldt hover – ved siden af skibet. Redningshelikopteren startede fra Aalborg klokken 19.20 og landede igen samme sted klokken 00.32 efter et kort stop i Aarhus, hvor patienten blev afleveret på sygehuset.

I april modtog Eskadrille 722 så en SAR (Search And Rescue) pris for bedste redningsindsats med baggrund i missionen den 26. januar. Prisen blev givet i forbindelse med en international SAR-konference i København. Begrundelsen for tildelingen af pris lød:

“Vinderen af denne pris er Flyvevåbnets Eskadrille 722 for deres mission i kraftig snestorm med over syv meter høje bølger til fragtskibet King Everest i Nordsøen ved grænsen til det engelske luftansvarsområde (FIR – Flight Information Region). For den effektive behandling og evakuering af en person med rygskader under meget vanskelige forhold.”

Arkivfoto: Mogens Warrer

Annonce