Hård kritik af Falck fra tidligere medarbejder

De seneste år har mange virksomheder oplevet, at der oprettes såkaldte hade-sider om dem på Internettet. Og nu er turen også kommet til Falck. På hjemmesiden Fuck-Falck.dk fortæller en tidligere medarbejder om det forløb, der i maj 2006 førte til, at han måtte forlade Falck. På hjemmesiden rettes der hårde personangreb mod navngivne medarbejdere i Falck, ligesom Falck beskyldes for at svindle med afgiftsfritagede køretøjer, bl.a. ved at anvende udrykningskøretøjer til vægteropgaver for Korsør Kommune.

Den tidligere medarbejder i Falck beretter på Fuck-Falck.dk, at han blev ansat i Falck i 1987 og siden da har været redder, udrykningsleder og redningsleder på forskellige sjællandske Falck-stationer. Der rettes på hjemmesiden en hård kritik mod ledende medarbejdere hos Falck i Vestsjællands Amt samt navngivne medarbejdere på Falcks vagtcentral i Holbæk og de lokale tillidsfolk.

Fuck-Falck.dk bringer også en række billeder, der angiveligt dokumenterer, at afgiftsfritagede udrykningskøretøjer anvendes til medarbejdernes private opgaver, herunder afhentning af rensetøj og private indkøb i supermarkeder. Ifølge siden har Falck i 14 år desuden anvendt akutbiler, ambulancer eller brandkøretøjer til at udføre en vægteropgave for Korsør Kommune, nemlig lukning af de offentlige toiletter.

Som udgangspunkt er det lovligt at lave de såkaldte hade-sider. Hvis siderne er rent private og ikke har noget kommercielt formål, kan de således lovligt anvende registrerede varemærker, som f.eks. Falck, i domænenavnet. Det konkrete indhold kan dog være i strid med straffelovens bestemmelser om injurier.

Annonce