Håber, at paramedicinere kan frasortere hver tredje ambulancetur

Foto: Line Bloch Klostergaard

Ambulancerne i Region Nordjylland kan i øjeblikket ikke overholde det politisk fastsatte servicemål for responstiderne. Derfor vil regionen iværksætte flere forskellige initiativer. Et af dem er, at regionens paramedicinerberedskaber fremover skal sendes ud til alle B-kørsler i deres dækningsområder, hvor de skal vurdere, om der reelt er behov for en ambulance. Håbet er, at det kan spare hver tredje ambulancetur.

Den 1. april 2022 gennemførte Region Nordjyllands en stor omlægning af det præhospitale beredskab. Hidtil havde Falck stået for ambulancetjenesten, men efter en udbudsrunde blev omkring halvdelen af opgaven hjemtaget, mens den anden halvdel blev overtaget af den nye operatør PreMed.

Samtidig overgik regionen fra den såkaldte responstidsmodel – hvor ambulanceoperatørerne har ansvaret for at sikre overholdelse af responstidsmålene – til beredskabsmodellen, hvor det er regionen selv, som har ansvaret for at sikre, at der er nok ambulancer til at overholde målene.

Problemer med at overholde servicemål

Kun godt et halvt år efter overgangen til den nye model har Region Nordjylland imidlertid fået problemer med at overholde responstidsmålene.

Hvor målet er, at 67 pct. af ambulancerne skal være fremme indenfor 10 minutter, er det i praksis kun lykkedes i 65,7 pct. af tilfældene. Tidligere ville det have været Falcks problem, og i en periode betalte Falck da også en stor bod til regionen, fordi Falck ikke kunne overholde målet. I den nye model ligger ansvaret for den manglende overholdelse imidlertid hos regionen selv – og der kommer ingen penge i kassen fra ambulancetjenesten, når responstiderne er for høje.

Ifølge Region Nordjylland er problemet, at man ved planlægningen af det fremtidige ambulanceberedskab søgte at fremskrive udviklingen i udrykninger for en periode på tre år. Men allerede nu er der lige så mange udrykninger, som regionens beregninger ellers viste, at man først ville nå op på i 2025. Og derfor er ambulancetjenesten i øjeblikket under pres.

Paramedicinere og liggende sygetransporter i spil

Regionen vil derfor iværksætte forskellige forbedringsinitiativer.

Et af disse handler om fremskudt visitation på B-kørsler. I praksis indebærer dette initiativ, at alle B-kørsler (akut, men uden udrykning) i specificerede geografiske områder bliver visiteret fysisk af en paramediciner, der møder op hos patienten.

Visitationsopgaven løses af regionens eksisterende paramediciner-beredskaber indenfor deres geografiske dækningsområder. Det er forventningen, at et betydeligt antal opgaver kan afsluttes på stedet og dermed frigøre ambulancer til gavn for det samlede beredskab og servicemålsopfyldelsen. De foreløbige erfaringer indikerer et stort potentiale, idet helt op til hver tredje opgave kan afsluttes på stedet. Flere afsluttede forløb vil også have effekt i forhold til patientflowet ind til hospitalernes akutmodtagelser.

Derudover arbejdes der på en udvidelse af kapaciteten på de liggende patienttransporter (kørsel D). Det sker i form af udvidelser af åbningstiden på relevante beredskaber.

Hvis flere patienter, der i dag køres i ambulancer, f.eks. hjemkørsler fra sygehusene, kan køres med en liggende patienttransport, vil det kunne frigøre ambulancer til det akutte ambulanceberedskab og dermed styrke servicemålsopfyldelsen. Tilsvarende vil hospitalerne opleve en serviceforbedring i forhold til flowet omkring udskrivning af patienter.

Aktuelt pågår der i regionen et analysearbejde, der skal afdække, hvilke tidspunkter på døgnet og hvor i regionen, en udvidelse af D-beredskabernes åbningstider kan gøre størst forskel.

Annonce