Gentofte opgiver ambulancekørsel

Fra 2009 er det slut med kommunale ambulancer i Gentofte. Gentofte Brandvæsen vil nemlig ikke være blandt byderne på den ambulancekørsel i Region Hovedstaden, som i øjeblikket er i udbud. Årsagen er, at Region Hovedstaden har opdelt udbuddet i et antal optageområder, som der kan bydes på. Men Gentofte Kommune indgår i en optageområde, der også omfatter Lyngby-Taarbæk og Rudersdal kommuner, og ifølge borgmester Hans Toft (K) ser Gentofte Kommune det ikke som sin opgave at drive ambulancetjeneste i andre kommuner.

Regionen Hovedstaden har lavet udbuddet sådan, at Gentofte Brandvæsen kun kan byde samlet på ambulancekørselen i Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal kommuner, som udgør Gentofte Hospitals optageområde.

“Vi har historisk haft en aftale med Københavns Amt og senere Region Hovedstaden om at løse ambulanceopgaven i Gentofte Kommune. Efter Region Hovedstadens udbudsvilkår kan dette kun fortsætte, hvis vi udover Gentofte Kommune også varetager ambulancedriften i både Rudersdal og Lyngby-Taarbæk kommuner, så vort “arbejdsfelt” skulle være ca. 5 gange større end i dag – og uden at vore nabokommuner vil indgå i et forpligtende samarbejde herom. Det ser vi ikke som en Gentofte-kommunal opgave, og derfor byder vi ikke på ambulanceopgaven”, siger Gentoftes borgmester, Hans Toft (K).

Gentofte Kommune har gennem de sidste to år forsøgt at etablere et forpligtende fælleskommunalt samarbejde om en ambulancetjeneste – Ambulance Nord – med fire andre kommuner, nemlig Rudersdal, Fredensborg, Hørsholm og Helsingør. Hensigten var at skabe en enhed, som kunne skabe konkurrence i området og samtidig sikre et højt serviceniveau for de samarbejdende kommuner. Men det var kun Helsingør Kommune, som ønskede at indgå i dette samarbejde.

“Ambulancekørsel er en regional myndighedsopgave, og det er regionen, som nu er ansvarlig for at sikre en fortsat god service, også i Gentofte Kommune, og minimum samme service, som i vore nabokommuner. Vi vil så – i lighed med andre kommuner – koncentrere os om den kommunale kerneopgave, nemlig at slukke ildebrande, samt løse øvrige lokale opgaver, som hidtil er løst af vort brandvæsen”, siger Hans Toft.

Den endelig beslutning om udbuddet skal træffes på et kommunalbestyrelsesmøde. Forinden vil der ske høring af bl.a. brandfolkenes faglige organisation, da en beslutning om ikke at byde på opgaven vil berøre en række medarbejdere. Der er i dag 23 medarbejdere bekæftiget med ambulancekørsel i Gentofte Brandvæsen.

Annonce