En uddannelse som ambulanceredder var indtil for få år siden nærmest ensbetydende med en garanti for, at arbejdsgiverne stod i kø med jobtilbud. I dag er billedet imidlertid et andet: Kombinationen af udbudsrunder, en reduceret vækst i det præhospitale beredskab og en mindre personaleomsætning har i år tvunget Falck til at sende fyresedler til 37 reddere, hvoraf de 13 er nyuddannede redderelever. Alle fyringerne er sket i Region Sjælland og Region Midtjylland.
Tidligere var redderfaget præget af en stor mangel på uddannede ambulancereddere, og i en periode var det ligefrem nødvendigt for Falck at hente ambulancereddere i Tyskland og Polen. Den store efterspørgsel efter reddere skyldtes dels et stigende antal ambulanceudrykninger, dels at regionerne – og før dem amterne – løbende udbyggede det præhospitale beredskab med flere ambulancer, akutbiler og lægebiler.
De seneste år er udviklingen imidlertid vendt. Størstedelen af regionerne har således gennemført en opdeling af ambulancekørslen, så de ikke-behandlingskrævende transporter ikke længere udføres af ambulancereddere, og samtidig er udbygningen af det præhospitale beredskab sket i et langsommere tempo – i nogle regioner er der endda sket egentlige nedskæringer.
I Falck har finanskrisen imidlertid også haft en – om end indirekte – virkning, for i den lange periode med økonomisk opsving og næsten fuld beskæftigelse i samfundet var der mange reddere, som forlod faget til fordel for andre jobs. Det gav en stor personaleomsætning og fik Falck til at øge antallet af redderelever, men efter finanskrisen er personaleomsætningen i Falck faldet drastisk.
I år har Falck måttet opsige reddere i to regioner: Region Sjælland og Region Midtjylland.
18 fyringer i Region Sjælland
I Region Sjælland har 18 reddere fået en fyreseddel, og her er årsagen først og fremmest, at regionen har valgt at nedlægge alle lægebiler og en del akutbiler til fordel for nye paramedicinerbemandede akutbiler, ligesom Storebæltsberedskabet er blevet reduceret. Derfor har Falck ikke kunnet tilbyde ansættelse til fire af de redderelever, som har afsluttet deres uddannelse i år.
Herudover har 14 ambulanceassistenter modtaget en opsigelse, men samtidig er der blevet nyansat et tilsvarende antal. Falck oplyser, at det skyldes et behov for at opkvalificere medarbejderne. Størstedelen af de opsagte er nemlig uddannet efter den tidligere ambulancebekendtgørelse, der ikke giver mulighed for videreuddannelse til de nye ambulanceuddannelser. Enkelte har desuden ikke ønsket at gennemføre den nye uddannelse.
19 fyringer i Region Midtjylland
I Region Midtjylland er 19 Falck-reddere blevet opsagt. I det midtjyske er der ni redderelever, som ikke har fået tilbudt ansættelse efter afsluttet uddannelse, mens 10 reddere mister jobbet. Her er årsagen især en meget lav personaleomsætning – ifølge Falck var personaleomsætningen i regionen indtil for ganske nyligt knap ti procent, men nu er den tæt på nul.
Falck har i Region Midtjylland været ramt af en mistet ambulancekontrakt i Horsens-området, hvor Responce tog over, men det lykkedes dengang Falck at tilbyde de ca. 90 ansatte fra Horsens-området fortsat beskæftigelse i Falck, fordi der dels var en relativt høj personaleomsætning, dels var behov for ekstra ressourcer i resten af regionen for at opfylde den nye ambulancekontrakt.
Den seneste opsigelse af de 10 midtjyske reddere er en følge af en tilpasning, som blev meldt ud sidst i 2010. Dengang varslede Falck, at 30 reddere ville blive opsagt for at tilpasse antallet af reddere til det reelle mandskabsbehov i regionen, men kun 20 opsigelser blev effektueret i 2010. Efterfølgende har der i regionens akutplaner været forskellige forslag om en styrkelse af beredskabet, bl.a. i form af paramedicinerambulancer og flere beredskaber i Vestjylland, der ville have krævet flere reddere, men størstedelen af planerne blev skrinlagt. Da den fremtidige bemandingssituation nu er afklaret, har Falck effektueret de sidste ti opsigelser.
Også i Responce er der blevet uddelt fyresedler. Sidste år gennemførte den nye ambulanceoperatør to fyringsrunder, hvor 10-12 af de i alt 90 reddere mistede deres jobs. I Københavns Brandvæsen blev der gennemført en fyringsrunde i 2009, efter at brandvæsenet havde mistet en stor del af sin ambulancekørsel i Region Hovedstadens udbudsrunde.