Ambulanceredder Bruno Dante Martiri blev tirsdag frifundet for overtrædelse af færdselslovgivningen i forbindelse med en ulykke i november 2021, hvor den ambulance, som han var fører af, blev påkørt af en bilist. Anklagemyndigheden havde krævet betinget frakendelse af førerretten i tre år samt en bøde på 2.500 kr.
Dommen fra Retten i Randers er endnu ikke offentligt tilgængelig, men det ligger fast, at Bruno Dante Martiri ikke bliver straffet for ulykken, hvor en bilist kørte ind i siden på hans ambulance, der med udrykningsblink – men ikke sirene – kørte over for rødt i et kryds.
Udover frifindelsen nåede byretten frem til, at det er statskassen, som skal betale sagsomkostningerne i den konkrete sag.
Anklagemyndigheden har endnu ikke taget stilling til, om dommen skal ankes.