Fortsat kraftig stigning i antallet af ambulanceudrykninger

Den kraftige stigning i antallet af ambulanceudrykninger i Danmark ser ud til at fortsætte. Nye tal fra Region Midtjylland viser, at antallet af udrykninger til livstruende eller muligt livstruende tilstande steg med over 13 pct. i 1. kvartal af 2015. Især de praktiserende læger tilkalder oftere en ambulance med udrykning til deres patienter, men flere borgere ringer også 112.

I Region Midtjylland steg antallet af udrykninger med hastegrad A (livstruende eller muligt livstruende tilstande) med 13,6 pct. fra 1. kvartal 2014 til 1. kvartal 2015. Samlet set steg antallet af ambulancekørsler og liggende sygetransporter med 5,5 pct.

En nærmere analyse af tallene viser, at den største stigning i A-kørsler kan henføres til 112-opkald, hvor der er blevet rekvireret 632 ekstra udrykninger. Det svarer til en stigning på 10,5 pct. Vagtlægerne rekvirerede 242 ekstra udrykninger, svarende til en stigning på 13,6 pct. Den største procentvise stigning er dog sket hos de praktiserende læger, der i 1. kvartal 2015 tilkaldte ambulancer 42,9 pct. flere gange end året før – en stigning på 373 ambulanceudrykninger.

Ifølge Region Midtjylland er der sket en forskydning, således at vagtlæger og praktiserende læger oftere vælger at tilkalde ambulancer med kørsel A fremfor de mindre hastende kørsel B.

Annonce