Forsvaret køber 29 ambulancer til internationale opgaver

Arkivfoto: Bo Sass

Forsvaret har indgået aftale om levering af 29 ambulancekøretøjer. Aftalen blev underskrevet af chefen for Hærens Materielkommando, generalmajor Henrik Dam, og repræsentanter fra det schweiziske firma MOWAG. Modellen hedder DURO III P, og kontrakten har en samlet værdi på cirka 190 mio. kroner. DURO III P er bygget på det samme chassis som Eagle IV – Forsvarets nye pansrede firehjulstrækker, der også bliver produceret af MOWAG. Dog har ambulancen tre aksler mod to på Eagle IV.

Samlet betyder det, at køretøjet er noget større end Eagle IV, men samtidig har gode terrænegenskaber og god beskyttelse mod miner og beskydning. Ifølge planen skal køretøjerne leveres i foråret 2008, og herefter skal sanitetspersonel og kørere omskoles. Dermed skulle de første ambulancer være klar til at blive taget i brug i internationale operationer midt i 2008. I øvrigt vil 25 af køretøjerne blive leveret til hæren, de resterende fire til flyvevåbnet, oplyser Forsvarskommandoen.

Fakta om DURO III P
  • Tophastighed: 100 km/t
  • Længde: 6,7 m
  • Bredde: 2,2 m
  • Højde: 2,9 m
  • Totalvægt m/last: 13 tons
  • Plads, patienter: To liggende patienter eller en liggende og tre siddende
  • Plads, besætning: Plads til fire personer

Annonce