Forsvaret afviser at kunne tilbyde lægehelikoptere

Arkivfoto: Per Steen Lynge

Den primære opgave for Forsvarets redningshelikoptere er at udføre søredningsopgaver, og helikopterne størrelse gør desuden, at de ikke kan fungere som egentlige lægehelikoptere i det civile, præhospitale beredskab. Så Forsvaret kan ikke uden videre udføre lægehelikopterflyvning for regionerne. Men Forsvaret stiller gerne sin ekspertise og erfaring til rådighed for en dialog om, hvordan det fremtidige lægehelikopterberedskab skal opbygges. Det oplyser Forsvaret.

Det fremgik ellers af et indlæg på TV2/Midt-Vest den 27. juni, at Forsvaret uden videre kunne udføre lægehelikopterflyvning som ønsket af regionerne, ligesom Forsvaret angiveligt skulle være interesseret i en sådan opgave.

I dag er tre steder i landet – i Aalborg, Skrydstrup og Roskilde – militære redningshelikoptere i beredskab døgnet rundt, hver med en besætning på seks personer, heriblandt specialuddannede læger. Og Forsvaret har netop investeret godt 3 mia. kr. i nye redningshelikoptere med base på flyvestationen i Karup. Disse forventes løbende fra efteråret 2007 at afløse de nuværende 40 år gamle S-61 helikoptere.

For Forsvarets helikoptere er hovedopgaven imidlertid at kunne udføre søredningsopgaver i farvandene omkring Danmark. Desuden flyves der en del patienttransporter fra øsamfund, samt i særlige tilfælde imellem de forskellige landsdele. Endeligt støtter Forsvaret også politiet i den udstrækning der er kapacitet og behov for det.

“Det må bero på en overfortolkning fra TV2’s side og det er også for tidligt at udtale, at forsvaret kan tilbyde lægehelikoptere til regionerne. Det man kan sige er, at Forsvaret tilbyder sin ekspertise og erfaring til en dialog om, hvorledes fremtidens lægehelikopterordning kan være. Samt en dialog om en for samfundet måske mere hensigtsmæssig anvendelse af redningshelikopterne, som grundet deres primæropgaver og størrelse ikke kan erstatte eller blive det regionerne måske ser som lægehelikoptere”, siger Allan Christensen fra Flyvertaktisk Kommando.

Annonce