Forlod ambulance – dræbt på motorvejen

En 43-årig mand mistede natten til søndag livet i et færdselsuheld på Sydmotorvejen ved Nørre Alslev. Den 43-årige var patient i en ambulance, der kørte i sydgående retning mod hospitalet i Nykøbing Falster. Ambulanceredderne var på et tidspunkt nødt til at holde ind i nødsporet for at tilse ham. Det lykkedes imidlertid den 43-årige at komme ud fra ambulancen.

Manden forsøgte derefter at standse flere forbipasserende. Han blev ramt af en udenlandsk lastbil, som ikke kunne undgå en påkørsel, da han stod i anden vognbane. Den 43-årige, der var polsk statsborger, blev dræbt på stedet. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ulykken skete omkring kl. 01 natten til søndag.

Annonce