En forening for 24 selvstændige vognmænd i Midtjylland har fået en bøde på 400.000 kr. for overtrædelse af konkurrenceloven. Vognmændenes forening bød – på medlemmernes vegne – på handicapkørsel, flexkørsel og patientbefordring, som kommuner, regioner eller trafikselskaber sendte i udbud. Men ved at koordinere tilbud og pris begrænsede foreningen konkurrencen.
Økonomisk Forening for Persontransport (ØFP) var en forening for 24 selvstændige vognmænd i Midtjylland.
ØFP havde ikke selv tilladelse til at udføre persontransport, men bød på opgaver på vegne af sine medlemmer. De opgaver, som ØFP bød på, var for eksempel handicapkørsel, flexkørsel og patientbefordring, som kommuner, regioner eller trafikselskaber sendte i udbud.
Meldt til Bagmandspolitiet
I regi af ØFP drøftede medlemmerne priser og koordinerede, hvilke opgaver ØFP skulle byde på. Samtidig forbød ØFP’s vedtægter medlemmerne selv at byde på de opgaver, som ØFP bød på. Det indebar, at konkurrencen mellem foreningens medlemmer blev begrænset.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tog sagen op som følge af en henvendelse fra trafikselskabet Midttrafik. Konkurrencerådet nåede frem til, at ØFP havde overtrådt konkurrenceloven, og anmeldte sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Bagmandspolitiet) med henblik på en strafferetlig forfølgelse.
ØFP har nu betalt en bøde på 400.000 kroner for at have koordineret sine medlemmers tilbud. Størrelsen af bøden tager blandt andet hensyn til overtrædelsens varighed og grovhed, ligesom foreningens omsætning er taget i betragtning.
Overtrædelsen af konkurrenceloven fandt sted i perioden fra oktober 2013 til november 2016. ØFP er nu under frivillig likvidation.