Fond giver 500.000 kr. til førstehjælpskurser

Arkivfoto.

Dansk Vandrelaug har modtaget 500.000 kr. af TrygFonden, så nu kan alle organisationens turledere komme på førstehjælpskursus. Det giver øget tryghed til de mange tusinde danskere, som holder sig godt gående – også hvis uheldet er ude. Dansk Vandrelaug har mere end 500 turledere, som hvert år gennemfører mere end 2.000 vandreture over det ganske land.

”Vi går sammen med folk i alle aldre og fysisk form, så det er meget vigtigt, at vores turledere også kan yde den rigtige førstehjælp. Med støtten fra TrygFonden og et praktisk samarbejde med førstehjælpsinstruktører fra Røde Kors, lærer vi bl.a. hjerte- og lungeredning og at tage ansvar og handle, hvor der er behov”, fortæller Dansk Vandrelaugs formand, Ole Bertelsen.

Også Røde Kors ser positivt på det kommende samarbejde: ”Med førstehjælp styrker vi menneskers evne til at passe på sig selv og hinanden, og vi glæder os til at komme i gang”, siger Tina Donnerborg, der er chef for førstehjælp i Røde Kors.

”Vi vil gerne have flere vandrere med på turene, og i den kommende tid gennemfører vores turledere altså et gennemprøvet førstehjælpskursus, der tager højde for pludseligt opståede situationer, hvor der ikke er tid til at tænke. Der er jo ikke et sekund at spilde, og det gælder om at træffe den rigtige beslutning – lige med det samme”, siger Ole Bertelsen, som ser frem til forårets og sommerens vandreture langt ude i naturen, men tæt på tryg og sikker hjælp – hvis uheldet er ude.

Annonce