Førstehjælpsråd: Førstehjælpskurser er ikke omfattet af grænse på 10 personer

Selv om COVID-19-forsamlingsforbuddet er blevet sænket til 10 personer, så indebærer det ikke, at denne grænse gælder for førstehjælpskurser. Sådan lyder udmeldingen fra Dansk Førstehjælpsråd, som dog opfordrer instruktørerne til at ”bruger deres sunde fornuft og udvise omtanke”. Rådet anbefaler som noget nyt, at deltagere på kurser har taget en COVID-19-test inden kurset.

I nye retningslinjer for førstehjælpskurser henviser Dansk Førstehjælpsråd til, at det – trods forsamlingsforbuddet – er tilladt at undervise mere end 10 personer på skoler, uddannelser, køreskoler, arbejdspladser med mere. Dansk Førstehjælpsråd vurderer derfor, at der fortsat kan være mere end 10 deltagere på førstehjælpskurser.

”Dansk Førstehjælpsråd forventer, at instruktørerne bruger deres sunde fornuft og udviser omtanke”, anføres det dog i retningslinjerne om deltagerantal.

I de nye retningslinjer er det desuden ikke længere en anbefaling, men et krav, at kursisterne benytter mundbind ved praktiske øvelser eller i situationer, hvor en meters afstand ikke kan opretholdes. Det er endvidere skrevet ind i retningslinjerne, at Dansk Førstehjælpsråd anbefaler, at deltagere på førstehjælpskurser har fået foretaget en COVID-19-test inden deltagelse på kurset. Deltagere, der afventer svar på en COVID-19-test, må ikke deltage på kurserne.

”Dansk Førstehjælpsråd vil gerne understrege, at det er den komplette førstehjælp, der skal indøves. Således skal der foretages indblæsninger på en dukke i forbindelse med indøvning af hjerte-lunge-redning. Hvis instruktøren overholder hygiejnereglerne, er dette fuldt forsvarligt”, fremgår det endvidere.

Annonce