I tilfælde af ulykker, hvor de tilskadekomne lider af smitsomme sygdomme, bør førstehjælpere ikke stå med regningen, hvis der efterfølgende er behov for vacciner. Det slår Region Syddanmark nu fast i et brev til sygehusene. Det sker efter en episode i slutningen af september, hvor en borger ydede livreddende førstehjælp til en bilist efter en trafikulykke i nærheden af Varde. Efterfølgende viste det sig, at den tilskadekomne havde smitsom leverbetændelse, hvilket betød, at førstehjælperen skulle vaccineres to gange.
Førstehjælperen fik fra sygehuset at vide, at den første vaccination var gratis, men at han selv skulle betale den efterfølgende. Ifølge Region Syddanmark er det imidlertid ikke holdbart.
“I situationer hvor borgere har ydet livreddende førstehjælp, så skal det udløse roser – ikke regninger. Derfor har vi nu sendt et brev til sygehusene, hvor vi lægger op til, at borgerne ikke selv bør betale for vacciner i de meget sjældne tilfælde, hvor det er nødvendigt”, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).
Sygehusene i Region Syddanmark opfordres i brevet til at handle efter konduite, så det offentlige sundhedsvæsen træder til og betaler for, at førstehjælperne får alle doser af vaccinationen mod hepatitis.