Over 42.000 danskere indgår i Hjerteløber-ordningen, hvor de via en app kan blive tilkaldt, hvis der er et hjertestop i deres lokalområde. Men selv om de frivillige dermed kan møde op i patienternes hjem, stilles der ikke krav om, at de har en ren børneattest. En anden førstehjælperordning har ellers afvist fem førstehjælpere, netop fordi de havde anmærkninger på børneattesten.
TrygFonden driver Hjerteløber-ordningen, og der er over 42.000 danskere, som har meldt sig som frivillige førstehjælpere. I Region Hovedstaden og Region Midtjylland sender regionernes AMK-vagtcentraler en alarm til hjerteløberne, når der indløber melding om hjertestop. Alarmen sendes til 20 hjerteløbere. De 10 sendes afsted for at hente den nærmeste hjertestarter, mens de 10 andre sendes afsted til patienten – og altså til patientens hjem, hvis hjertestoppet er sket dér.
I Hjerteløber-ordningen stilles der ikke krav til deltagerne. De kan således på få minutter tilmelde sig via app’en, og der er ikke noget uddannelseskrav – men de opfordres dog til at tage en uddannelse i hjertelungeredning.
Der bliver heller ikke indhentet børneattest.
Formålet med en børneattest er at sikre, at voksne ikke har været straffet for overgreb på børn. Den udstedes af politiet og indeholder oplysninger om domme, bøder m.v. for visse overtrædelser af terrorlovgivningen samt overtrædelse af straffelovens regler om seksuelle krænkelser af børn under 15 år og børnepornografi, herunder blufærdighedskrænkelse og udbredelse eller besiddelse af børnepornografi.
Fem førstehjælpere havde anmærkninger
I Region Syddanmark anvender man en anden førstehjælperordning, Danmark Redder Liv. Her er det et krav, at førstehjælperne skal have en børneattest uden anmærkninger – og der skal indhentes en ny børneattest hvert år. I Region Syddanmark er godt 2.000 førstehjælpere tilknyttet Danmark Redder Liv, og her har man indtil videre afvist fem førstehjælpere, fordi der var anmærkninger på børneattesten.
Omsættes tallene fra Region Syddanmark til Hjerteløber-ordningen svarer det til, at godt 100 af hjerteløberne har anmærkninger på deres børneattester.
Men hos TrygFonden er der ikke planer om at kræve børneattest fra hjerteløberne. Organisationen melder hus forbi og henviser til, at de alene opfatter deres Hjerteløber-ordning som en teknologisk løsning, der giver regionernes præhospitale beredskab mulighed for at skabe forbindelse mellem et formodet hjertestop, en hjertestarter og en hjerteløber.
Det præhospitale beredskab har ansvaret
”Når en frivillig påtager sig at bringe en hjertestarter ud og/eller yde førstehjælp, er der ikke en aftale mellem den frivillige og TrygFonden. Det sker på foranledning af det præhospitale beredskab og som en frivillig hjælp til et andet menneske i en livstruende situation”, oplyser projektchef Grethe Thomas fra TrygFonden.
I TrygFondens beskrivelse af Hjerteløber-ordningen skriver organisationen til kommende hjerteløbere, at ”du kan også tage dig af de pårørende, som kan være i chok”. Alligevel mener TrygFonden ikke, at hjerteløberne normalt vil komme i kontakt med børn.
”Herudover har TrygFonden i sine overvejelser bl.a. lagt vægt på, at hjerteløberordningen ikke etablerer nogen fast tilknytning, men er frivillig hjælp af enkeltstående og kortvarig karakter, og at det typisk ikke er et led i den frivillige hjælp at have direkte kontakt til børn under 15 år”, fortæller Grethe Thomas.