Forsvarets Intensive Care Air Transportation Team sikrer, at skadede, syge og sårede soldater, der bliver skadet i tjenesten, kan komme sikkert hjem til Danmark. I mandags rykkede evakueringsteamet ud igen. Her satte Forsvarets flyvende ambulance kurs mod Færøerne for at evakuere en soldat, der var blevet skadet under tjeneste. Luftevakueringen blev løst med en ambulance i lastrummet på en Hercules C130J.
Kl. 9 mandag morgen rullede en af Flyvevåbnets ambulancer ombord på en Hercules C130J hos Air Transport Wing i Aalborg. Ambulancen var bemandet med to flight medics, en anæstesisygeplejerske og en anæstesilæge – et såkaldt Medical Crew. Forsvarets flyvende ambulance satte herefter kurs mod Færøerne for at evakuere en soldat, der var blevet skadet under tjeneste.
Det oplyser Forsvarets Sanitetskommando og Air Transport Wing.
”Vores tre ambulancer indeholder udstyr og medicin, man normalt kun finder på en regulær intensiv- eller operationsstue på sygehuset. I kombination med vores personel af reserven, der til dagligt arbejder i det civile sundhedsvæsen, kan vi løse stort set alle slags evakueringer – til lands og i luften”, fortæller Kasper Winther, der er ledende overlæge ved Forsvarets Sanitetskommando.
Platform vælges ud fra patientens behov
Luftevakuering i Forsvaret udføres af ICATT, der står for Intensive Care Air Transportation Team. Medical Crew bemandes af ambulancereddere, sygeplejersker og læger, der er tilknyttet ICATT-reserve. De melder sig frivilligt, når en soldat er syg eller såret og skal luftevakueres hjem til Danmark.
”Vores Medical Crew kan evakuere patienter på forskellige platforme – for eksempel i flyene Challenger CL-604 eller Hercules C130J – enten i patientmodul, ambulance eller direkte i lastrummet. Platformen vælges ud fra patientens behov og operative hensyn”, siger Kasper Winther.
Mandagens luftevakuering blev som nævnt løst med en ambulance i lastrummet på transportflyet. ”Under en normal luftevakuering udsættes patientens krop for mange typer stress – for eksempel lavt tryk, nedsat ilttilbud, vibrationer og støj. Dette kan forværre patientens tilstand betydeligt. Ved at placere patienten inde i en ambulance under flyvningen, nedsættes vibrationer og støj, der kan nemt gives ilttilskud og arbejdsforholdene er bedre end i lastrummet”, fortæller Kasper Winther – og fortsætter:
”Hertil kommer at vi undgår omladninger af patienten og skiftende sundhedsfaglige behandlere, idet vi selv står for ambulancetransporten til og fra flyet. Det giver en sammenhængende behandlingskæde og er meget bedre for patienten”.
Dårlige vejrforhold gav forsinkelse
Der er plads til to ambulancer i lastrummet på en Hercules C130J, og lastning og fastsurring tager ikke mange minutter. Det var dog nogle særlige udfordringer i forbindelse med missionen i mandags:
”Mandagens luftevakuering var faktisk blevet udskudt flere gange, blandt andet på grund af dårlige vejrforhold på Færøerne. Men da vi endelig kom af sted, gik missionen glat, og patienten er nu hjemme i god behold. Selvom vi også støtter med at arrangere civile luftevakueringer, så er det nu mest tilfredsstillende, når vi selv kan hente en kollega, der er blevet syg eller såret i tjenesten”, siger Kasper Winther.