Flere reddere på vagtcentral og hjemtagning skal give besparelser

Akutberedskabet i Region Hovedstaden skal spare ca. 5 mio. kr. i 2019, og beredskabet foreslår, at besparelsen blandt andet skal findes ved at øge andelen af redderuddannede lægeassistenter på AMK-vagtcentralen. De er nemlig billigere end vagtcentralens sygeplejersker – og har lavere sygefravær. Desuden vil regionen hjemtage bemandingen af akutlægebilen på Bornholm.

Region Hovedstaden skal næste år spare næsten 400 mio. kr., og alle enheder i regionen har fået besked på at indlevere spareforslag. Akutberedskabets andel af besparelserne udgør 4,88 mio. kr., og akutberedskabet har bidraget med en række forslag til mindre besparelser.

En besparelse på omkring 1 mio. kr. vil kunne findes ved at ændre på bemandingen på AMK-vagtcentralen. Her er det i dag især sygeplejersker, som varetage den sundhedsfaglige visitation af 112-opkald, men hvis man øger andelen af lægeassistenter, vil det give en besparelse. Det skyldes, at de redderuddannede lægeassistenternes løn er lavere end sygeplejerskernes, men også at deres sygefravær er lavere. Målet er, at der i løbet af 2019 skal være mindst 50 pct. lægeassistenter på AMK-vagtcentralen.

Vil selv bemande akutlægebil

En yderligere besparelse på ca. 0,2 mio. kr. skal hentes ved at hjemtage bemandingen af akutlægebilen på Bornholm. Her stiller Falck i dag med den paramediciner, som rykker ud med akutlægebilen, men regionen vil i stedet bemande akutlægebilen med lægeassistenter, der er ansat af regionen.

Herudover foreslår akutberedskabet at sammenlægge enhederne 112-AMK-VCT og Præhospital Akutmedicin, hvorved der kan nedlægges en chefstilling. Desuden vil beredskabet nedlægge en HK-stilling, om end beredskabet advarer om, at den øgede arbejdsbyrde for de tilbageværende ansatte kan give udfordringer for det psykiske arbejdsmiljø. Herudover vil beredskabet nedlægge en administrativ stabsfunktion med en enkelt medarbejder, reducere kompetenceudviklings- og uddannelsesbudget og spare på forbrugsartikler på kørselsområdet.

Politikerne i regionsrådet skal nu drøfte forslagene i forhandlingerne om budgetaftalen for 2019, der vedtages endeligt på regionsrådsmødet den 25. september 2018.

Annonce