Ny forskning tyder på, at patienter med blødende eller perforeret mavesår ikke altid får så hurtig hjælp, som der er behov for, når de ringer efter en ambulance. Det kan skyldes, at diffuse symptomer gør det svært at opfange alvorligheden ved opkald til 112. Ud af 263 patienter med blødende eller perforeret mavesår fik kun 63 pct. af patienterne tilsendt en ambulance med hastegrad A.
Mavesår er et sår i mavesækken eller tolvfingertarmens slimhinde. Et mavesår kan udvikle sig til at blive både blødende og perforeret, og særligt perforeret mavesår, hvor der går hul på mavesækken, kan være livstruende.
Når en patient ringer 112 med symptomer, der efter indlæggelse på hospitalet viser sig at stamme fra et blødende eller perforeret mavesår, får de imidlertid sjældnere sendt en ambulance med hastegrad A end patienter, der ringer med brystsmerter eller andre mere velkendte symptomer. Dette til trods for at dødeligheden efter et perforeret mavesår er høj.
Det viser et nyt studie, som har sammenlignet forløb for patienter med blødende eller perforeret mavesår med forløb for patienter med de fem diagnoser, som hyppigst udløser akut hjælp med ambulancen, nemlig hjertestop, brystsmerter, svigt i vejrtrækning, slagtilfælde og traumer.
”Vi har netop set på denne gruppe patienter, fordi vi ved at hurtig behandling kan reducere dødeligheden. Uheldigvis kan symptomerne på selv alvorlige mavesår være svage og diffuse. Det er formentlig en del af forklaringen på, at de i mindre grad modtager den hurtigste ambulance, den såkaldte A-respons, sammenlignet med de øvrige patientgrupper”, forklarer lægestuderende Kasper Bonnesen, der har gennemført studiet som led i et forskningsår i Præhospitalet i Region Midtjylland.
Samme dødelighed som patienter med brystsmerter
I studiet har man sammenholdt data for alle patienter, der i en tre-årig periode kom på hospitalet inden for 24 timer efter et opkald til 112. Ud af 8.658 patienter blev 263 efterfølgende diagnosticeret med blødende eller perforeret mavesår. Det viste sig, at kun 63 pct. af patienterne med denne diagnose havde fået tilsendt den hurtigste ambulance.
Til sammenligning fik 93 pct. af patienter med brystsmerter og 83 pct. af patienter, der havde været udsat for et traume, sendt til hospitalet med den hurtigste ambulance. Samtidig kunne det konstateres, at knap 8 pct. af mavesårspatienterne døde inden for 30 dage, hvilket ligger på niveau med dødeligheden for de patienter, der blev indlagt med brystsmerter eller traumer.
Desuden blev 6,5 pct. af patienterne med mavesår tilbudt anden hjælp end en ambulance, f.eks. en henvisning til egen læge eller vagtlæge. Det gjaldt kun omkring 1 pct. for de øvrige diagnoser.
Undervisning til personale på AMK-vagtcentralen
Kasper Bonnesen vurderer derfor, at der er behov for at styrke fokus på patienter med mindre klassiske symptomer på alvorlig sygdom, herunder mavesår.
”Udfordringen er, at symptomerne på alvorligt mavesår kan være så diffuse, at patienternes akutte tilstand er svær at opdage. Derfor bør man tilbyde det sundhedsfaglige personale, der tager imod 112 opkald, særlig undervisning i at spørge ind til patienternes symptomer og brug af medicin, både smertestillende og blodfortyndende. Man kan også overveje at udvikle den spørgeguide, som bruges i alle AMK-vagtcentraler, så den bliver et endnu bedre værktøj til at identificere de patienter, der har brug for hurtig hjælp”, siger Kasper Bonnesen.
Lone Nikolajsen, som er hovedvejleder på projektet og professor i anæstesiologi på Aarhus Universitetshospital, opfordrer til at løfte perspektivet til det samlede sundhedsvæsen:
”Vi kan formentlig blive skarpere til at identificere, hvilke patienter, der er i særlig risiko for mavesår ved at bruge eksisterende viden om patienten på tværs af sundhedsvæsenet. Vi er f.eks. blevet rigtig dygtige til at sikre en hurtig og koordineret indsats til patienter med blodprop i hjertet. Med en lignende tilgang til patienter med mavesår, vil vi også kunne tilbyde dem den rette behandling i tide. Med en samlet indsats og mere information til borgerne kan vi måske redde flere patienter fra alvorlige følger af mavesår”.
Studiet er netop publiceret i Scandinavian Journal of Trauma, Resuscitation and Emergency Medicine.