Ambulancer, akutbiler og nødbehandlere i Region Sjælland er i gennemsnit fremme på kun 7 minutter og 26 sekunder, når der rykkes ud til 112-opkald. Det viser årsrapporten om Region Sjællands præhospitale indsats i 2012. Der er på samme tid sket en stigning i antallet af udrykninger og en forbedring af den gennemsnitlige responstid.
”Jeg er stolt over, at vi i Region Sjælland er så hurtigt fremme, når borgerne ringer 112. Det er fornemt, at responstiderne hele tiden bliver kortere”, siger Flemming Stenild, der er formand for udvalget for fremtidens sygehuse i Region Sjælland, som netop er blevet præsenteret for rapporten.
I 2011 var den gennemsnitlige responstid til sammenligning 7 minutter og 49 sekunder for ambulancer, akutbiler og nødbehandlerbiler. Tiden er målt for det køretøj, der er først fremme.
I 2012 steg antallet af ambulancekørsler med udrykning til 35.750. Det svarer til cirka 2.000 flere ambulancekørsler – eller en stigning på ca. 6 procent. Alligevel er det altså lykkedes at forkorte responstiderne.
Ser man på responstider inden for 5, 10, 15 og 20 minutter ved 112-udrykninger for ambulancer, akutbiler og nødbehandlerbiler, ser billedet således ud for første bil på stedet:
- 32 procent er fremme inden for fem minutter
- 76 procent er fremme inden for 10 minutter
- 95 procent er fremme inden for 15 minutter
- 99 procent er fremme inden for 20 minutter
- 1 procent var over 20 minutter undervejs