Falsk paramediciner skal tre måneder i fængsel

En 37-årig mand fra Aalborg skal tre måneder i fængsel, efter at han har udgivet sig for at være paramediciner og udført forskellige former for behandling på børn – hvilket blandt andet fik to børn til at besvime. Han blev også dømt for besiddelse af børneporno, dokumentfalsk og uberettiget udrykningskørsel.

Nordjyske Stiftstidende skriver, at den 37-årige i en årrække har stået i spidsen for et lokalt samariterkorps, der blandt andet har leveret beredskab ved sportsarrangementer og koncerter. Som led i dette arbejde fremviste han et falsk uddannelsesbevis, der identificerede ham som paramediciner.

Den 37-årige blev dømt for en række episoder under uddannelse af frivillige i samariterkorpset. Her førte hans forsøg på at anlægge et drop på en ung pige til, at hun besvimede. Og det samme skete, da han sprøjtede nitroglycerin i munden på en 13-årig dreng. Desuden sprøjtede han saltvand i en åre på en 12-årig dreng uden at være uddannet til det.

Udover ubetinget fængsel i tre måneder blev den 37-årige frakendt retten til at have noget med børn at gøre i fem år. Han udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

Annonce