Falcks polske reddere er upopulære hos Dansk Folkeparti

Falcks planer om at anvende polske reddere til at bemande danske ambulancer er ikke populære hos Dansk Folkeparti, der nu vil have undervisningsministeren til at undersøge sagen. Falck mangler ambulanceuddannede reddere i store dele af landet, men især i hovedstadsområdet har Falck store problemer med bemandingen. Derfor planlægger redningskorpset at hente 20 medarbejdere fra Falcks egen ambulancetjenesten i Polen til Danmark – selv om man endnu ikke har afklaret, om deres uddannelse overhovedet kan bruges i Danmark.

Dansk Folkeparti har bedt undervisningsminister Bertel Haarder (V) om en redegørelse for de uddannelsesmæssige aspekter af Falcks planer. Konkret vil partiet have ministeren til at oplyse, hvordan de danske myndigheder vil sikre sig, at polske reddere i Falck vil kunne tale og forstå dansk i tilstrækkelig grad og at deres uddannelse svarer til det danske uddannelse. Dansk Folkeparti ønsker også at få at vide, hvilke myndigheder, som skal føre tilsyn med de polske reddere.

Hos Falck forventer man, at man kan have polske reddere i den danske ambulancetjenesten senest til sommer. Hvordan det i praksis skal ske er dog noget uklart – uddannelseskravene til ambulancebehandlere og -assistenter åbner nemlig ikke umiddelbart op for, at udenlandske uddannelser kan anvendes eller at en dansk uddannelse kan gennemføres i ekspresfart.

Annonce