Falcks øverste ambulance- og brandchef stopper

Den øverste direktør for Falcks ambulance- og brandslukningsaktiviteter stopper. Jakob Just-Bomholt kom til Falck i januar 2017, og han har hidtil været medlem af Falcks koncernledelse med ansvar for de to forretningsområder. Nu stopper han imidlertid for at blive direktør i en endnu unavngiven virksomhed.

“Siden jeg kom til Falck for mere end tre år siden, har vi sammen arbejdet på at fokusere ambulance- og brandforretningen ved at øge konkurrenceevnen, samtidig med at vi har bevaret den høje kunde- og patienttilfredshed. Denne rejse har til tider været udfordrende og begivenhedsrig, men den har også været givende og med meget ny viden. Jeg vil gerne takke alle mine kolleger i Falck for deres dedikation, og jeg ønsker Falck alt det bedste fremover”, siger Jakob Just-Bomholt.

Jakob Just-Bomholts nye stilling er endnu ikke offentliggjort, men han skal ifølge Falck være CEO (adm. direktør) i ”en anden stor, dansk virksomhed”.

“Jeg har nydt at arbejde sammen med Jakob, som er topprofessionel og har en stor forretningsmæssig indsigt. Jeg ønsker ham held og lykke med at forfølge sit ønske om at blive CEO og ønsker ham alt det bedste med hans kommende udfordring”, siger Falcks koncernchef, Jakob Riis.

Annonce