Falck vinder stor kontrakt med Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn og Falck har underskrevet en ny kontrakt om service til passagerer med nedsat mobilitet. De næste tre år skal Falck dermed hjælpe passagerer med nedsat mobilitet fra det øjeblik, de ankommer til Københavns Lufthavn, til de sidder på deres plads i flyet – og den anden vej. Dermed vil Falck fortsat have ca. 160 medarbejdere i lufthavnen.

”Vi er stolte over fortsat at skulle assistere passagerer med nedsat mobilitet i Københavns Lufthavn, som er en af Europas førende lufthavne og Nordeuropas travleste. Det handler om at give topservice til disse passagerer hele vejen gennem lufthavnen. Vi hjælper dem gennem check-in og bagageaflevering, security og paskontrol og hele vejen til deres plads i flyet. Og når de ankommer, følger vi dem fra flyet og til det sted, hvor de kan rejse videre med tog, bus, bil eller taxi”, fortæller Jørgen Mieritz, der er chef for Falck Ambulance Danmark.

Har 15 elektriske biler

Falck har haft ansvar for service til passagerer med nedsat mobilitet i Københavns Lufthavn siden 2008. Redningskorpset vandt den nye kontrakt i et åbent udbud.

Falck har omkring 160 medarbejdere i Københavns Lufthavn. Disse medarbejdere taler omkring 30 forskellige sprog, så Falck kan ringe til en kollega, der taler et bestemt sprog, hvis der er behov for det. Derudover benytter Falck en række specialkøretøjer i Københavns Lufthavn, deriblandt 15 elektriske biler, omkring 80 kørestole og et antal specielle liftbusser.

Annonce