Region Midtjyllands udbud af ambulancekørslen gik ikke så galt for Falck, som mange i redningskorpset havde frygtet efter Samaritens store sejr i Region Sjælland. Falck skal fortsat stå for ambulancekørslen i halvdelen af de områder, som udbuddet var delt op i, og med 17 stationer vil Falck fortsat være den største ambulanceoperatør i regionen. Falck oplyser, at man vil gøre sit for at sikre en smertefri overgang i de områder, som Falck nu skal overlade til andre operatører.
Falck skal fremover køre ambulancer i områderne Herning, Holstebro, Randers og Djursland. I de resterende områder i Region Midtjylland – Samsø, Århus, Viborg og Horsens – vil ambulancetjenesten blive varetaget af Samariten og Responce. ”Jeg er stolt over, at Region Midtjylland har betroet denne væsentlige samfundsopgave til Falck. Vi vil gøre alt for at leve op til tilliden”, siger Falcks koncernchef, Allan Søgaard Larsen.
I de tre områder af Region Midtjylland, hvor Falck ikke længere skal betjene borgerne med sine ambulancer, vil Falck gøre sit til at sikre en smertefri overgang til en ambulancetjeneste med flere aktører. ”Vi ville gerne have drevet ambulancer i flere områder i regionen, men anerkender, at regionens politikere ønsker se, hvad andre kan præstere. Og vi ser med forventning frem til at blive målt op mod vores nye konkurrenter”, siger Allan Søgaard Larsen.
Sammen med de faglige organisationer vil Falck nu drøfte, hvad Falck kan gøre for sine ambulance-medarbejdere i de dele af Region Midtjylland, hvor Falck træder til side og overlader opgaven til andre. ”Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe vores medarbejdere i disse områder af regionen”, siger Allan Søgaard Larsen.
Falck understreger, at redningskorpset fortsat vil være aktivt i hele Region Midtjylland med autohjælp og sygetransport til sine private abonnenter samt med brandslukning, healthcare-ydelser og andre aktiviteter.