Falcks ejerskab af Responce er fortsat en god forretning for den ellers kriseramte redningskoncern. I 2017 gav Responce således et overskud på 12,8 mio. kr., hvilket kun er en anelse lavere end rekordåret 2016. Der har ellers været ekstraordinære udgifter til uddannelse af behandlere og paramedicinere samt et betydeligt overforbrug af kilometer i Region Syddanmark.
Responce udfører ambulancekørsel i dele af Region Midtjylland og Region Syddanmark, og Falck ejer i dag størstedelen af selskabet.
I 2017 faldt Responces bruttofortjeneste fra 196 mio. kr. til 189 mio. kr. Men samtidig blev antallet af medarbejdere reduceret fra 333 til 329, og det gav en reduktion af lønudgifterne fra 150 mio. kr. til 142 mio. kr. Efter skat endte Responces overskud på 12,8 mio. kr., mod 13,4 mio. kr. i 2016. Falck har valgt at lade overskuddet blive stående i Responce, som dermed ved årets udgang havde en solid egenkapital på godt 27 mio. kr.
Ekstraordinære uddannelsesomkostninger
Responce noterer i regnskabet, at der i regnskabsåret har været ”afholdt ekstraordinære udgifter til kontrakten i Region Syddanmark og Region Midtjylland grundet øgede uddannelsesaktiviteter herunder behandler- og paramedicineruddannelsen. Selskabet har ligeledes i 2017 haft et betydeligt overforbrug af kilometer på kørsel i Region Syddanmark”.
I år forventer Responce et overskud på samme niveau som i 2017.