Falck tjener 10-12 mio. kr. på ambulancekørsel i år

Falcks tab af ambulancekørsel på Sjælland og i Midtjylland kommer til at koste koncernen omkring 350 mio. kr. i årlig omsætning, og det kan gøre det svært for Falck at nå målsætningen om en omsætning på 10 mia. kr. i 2010. Men når det gælder regnskabets bundlinje – overskuddet – så får de tabte kontrakter stort set ingen betydning. I år forventer Falcks således kun at tjene 10-12 mio. kr. på ambulancekørslen, mens det nye og langt mindre forretningsområde for træning til sammenligning ventes at tjene ca. 45 mio. kr.

I denne uge redegjorde Falck på et møde i Aberdeen for de økonomiske konsekvenser af de foreløbige resultater af regionernes ambulanceudbud. Og indtil videre er status, at Falck mister omsætning for 350-375 mio. kr. om året. Om godt en uge afgøres udbuddet i Region Hovedstaden, og her ventes Falck også at tabe en del af ambulancekørslen. Dermed kan tabet af omsætning ikke opvejes af Falcks nylige køb af den svenske ambulanceoperatør Ulfab, som tilfører Falck en årlig omsætning på ca. 220 mio. kr.

Udviklingen på markedet for ambulancekørsel gør, at Falck formentlig får meget svært ved at nå koncernens egen målsætning om en samlet omsætning på 10 mia. kr. i 2010. Der er ellers markant vækst inden for Falcks to nyeste forretningsområder, healthcare og træning, hvor omsætningen på healthcare vokser med omkring 25% om året, mens træning – hvor Falck bl.a. uddanner medarbejdere i offshore-industrien – næste år ventes at runde en milliard i omsætning, hvilket er en fordobling på to år. Trods væksten udgør de to forretningsområder dog fortsat en så relativt lille del af Falcks samlede omsætning, at væksten ikke kan opveje problemerne på ambulanceområdet, der er den væsentligste del af forretningsområdet redning.

Anderledes ser det imidlertid ud, når det gælder Falcks indtjening. Ifølge Falck er ambulancekørslen nemlig alt andet end en god forretning – i år venter Falcks således kun at få et overskud på 10-12 mio. kr. trods en milliardomsætning på området, hvilket svarer til, at Falck tjener mellem 0 og 2 kr. for hver gang der omsættes for 100 kr. Indenfor forretningsområdet træning tjenes der mindst 15 kr. for hver 100 kr., der omsættes for, og trods forretningsområdets relativt lille størrelse indebærer det, at Falck i år formentlig tjener 4-5 gange så meget på træning som på ambulancekørsel.

Annonce