Falck fylder nu det 100 pct. fossilfrie HVO100 biodiesel på udvalgte sygetransportvogne, som kører i Region Hovedstaden. Det kan reducere CO2-udledningen med op til 90 pct. sammenlignet med traditionel diesel. Ambitionen er at omstille Falcks køretøjer, også ambulancerne, til mere bæredygtige løsninger.
Transport er en væsentlig del af Falcks kerneforretning, men også den største synder, når det gælder CO2-udledning. Falck arbejder derfor på at reducere den samlede CO2-udledning fra virksomhedens flåde af køretøjer over de kommende år. I den forbindelse tester Falck i øjeblikket HVO100 biodiesel på forskellige typer køretøjer.
”Vi arbejder målrettet mod at reducere vores CO2-udledning, blandt andet gennem digitalisering og skift til elektriske køretøjer, hvor det er muligt. Til vores ambulancer og andre tunge køretøjer er biodiesel en attraktiv løsning. Vi er meget glade for – med testen – allerede her på den korte bane at kunne tage et vigtigt skridt væk fra de fossile brændstoffer”, siger Jakob Riis, der er koncernchef for Falck.
HVO100 ligner rent kemisk almindelig diesel, og derfor er det muligt at skifte frit mellem og eventuelt blande HVO og diesel. HVO100 biodiesel er baseret på slagteaffald, primært fra industri og slagterier, og der er dermed tale om restprodukter, der ikke er brugbare som fødevarer. HVO100 reducerer CO2-udledningen med op til 90 pct. sammenlignet med konventionel diesel og NOx med op til 10 pct.